Romney tager atter afstand fra omstridt udtalelse
Under de afsluttende bemærkninger ved debatten i New York kom både Obama og Romney ind på en kontroversiel udtalelse, som har plaget Romneys kampagne.
Under de afsluttende bemærkninger ved debatten i New York kom både Obama og Romney ind på en kontroversiel udtalelse, som har plaget Romneys kampagne.
USA: Mitt Romneys præsidentkampagne fik en mavepuster af de helt store, da en skjult optagelse undervejs i præsidentkampagnen afslørede ham i at kalde Barack Obamas vælgere for »afhængige af staten«.
Videoen blev optaget under et fundraising-arrangement for den republikanske præsidentkandidat. Her sagde han, at:
- Der er 47 procent, som er med ham (Barack Obama red.); som er afhængige af regeringen; som mener, de er ofre; som mener, at regeringen er ansvarlig for at tage sig af dem
Da præsidentkandidaternes anden TV-debat natten til onsdag nåede til det sidste spørgsmål fra salen, forsøgte Romney - ligesom han også har gjort undervejs i sin kampagne - atter er lægge afstand til udtalelsen.
Spørgeren i salen ville høre, hvad kandidaterne mente, var den største misforståelse i befolkningen, når det gjaldt de to kandidater. Romney nævnte ikke de 47 procent direkte, men svarede i stedet:
- Jeg mener, præsidentens kampagne har forsøgt at portrættere mig anderledes, end den jeg er. Jeg går op i 100 procent af amerikanernes liv, sagde Romney med tryk på de 100 procent.
Obama var dog ikke sen til at gribe bolden og styre den tilbage på de famøse 47 procent.
- Jeg tror, at guvernør Romney er en god mand, der elsker sin familie og går op i sin tro, indledte Obama, inden han gjorde opmærksom på, hvordan Romney havde nævnt de 47 procent bag lukkede døre.
- Tænk på, hvem det er, han taler om, sagde Obama og henviste til blandt andre krigsveteraner og de mange familier med mellemindkomster.
- Jeg vil kæmpe for dem. Det har jeg gjort gennem de sidste fire år.
Romney tog allerede i begyndelsen af måneden afstand fra sin udtalelse, som han mener kom forkert ud.
- I en valgkamp med hundrede – hvis ikke tusinder – taler og spørgerunder, vil man i ny og næ sige noget, som ikke kommer rigtigt ud. I dette tilfælde sagde jeg noget, som kom helt forkert ud, sagde Mitt Romney til amerikanske Fox News.