USA: Demokraternes valgkamp er som i eventyret »Kejserens nye klæder«, og præsident Barack Obama har ikke noget tøj på.
Det er humlen af udfordreren Mitt Romneys kritik, inden de to bejlere til posten som verdens mægtigste mand mødes i en tredje og sidste TV-duel natten til tirsdag dansk tid.
- Har I lagt mærke til Obama-kampagnen for nylig? spurgte Mitt Romney natten til lørdag dansk tid tilskuerne ved et arrangement i Daytona Beach i Florida.
Romney kom selv med svaret:
- De har ingen dagsorden for fremtiden, ingen dagsorden for Amerika og ingen dagsorden for endnu en præsidentperiode. Det er godt, at de ikke får endnu en periode, sagde Mitt Romney ifølge BBC.
Han uddybede sin kritik en smule og sagde, at Barack Obama og hans kampagnestab har reduceret valgkampen »til smålige angreb og fjollede ordlege«.
Den republikanske præsidentkandidats udtalelser kom bare få timer efter, at Obama selv havde lanceret et hårdt angreb på Mitt Romney.
Obama sagde under en tale i Virginia, at Mitt Romney lider af »Romnesia«.
- Romney glemmer, hvad hans egne holdninger er, og han spiller på, at I også vil glemme dem. Han skifter holdning så meget og går til højre og venstre. Vi må give denne sygdom et navn, sagde Obama til menneskemængderne, holdt en kort pause og fortsatte:
- Jeg tror, at sygdommen skal hedde Romnesia, sagde Obama og henviste til emner som abort og skat, hvor Mitt Romney er kommet med flere modsatrettede udmeldinger.
Den sidste TV-debat i valgkampen natten til tirsdag kommer udelukkende til at dreje sig om udenrigspolitik.
Forud for valget 6. november er kampen mellem Obama og Romney meget tæt. RealClearPolitics’ vægtede gennemsnit af meningsmålinger viser således, at Obama fører med sølle 0,1 procentpoint.



