Mitt Romney har brug for en »game changer« i den første TV-debat med Barack Obama, hvis han skal bevare et realistisk håb om at blive USAs næste præsident, mener dansk ekspert.

USA: Når den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, natten til torsdag dansk tid tager hul på den første af tre TV-debatter med præsident Barack Obama, er alt mere eller mindre på spil for Romney.

Han halser fortsat efter Obama i meningsmålingerne, og med et publikum på 50-60 millioner amerikanere bliver nattens TV-debat afgørende for Romneys forhåbninger om at indtage Det Hvide Hus, siger Niels Bjerre Poulsen fra Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

- Romney har brug for en »game changer« i debatten. Det er ham, der skal forsøge at få Obama ud i tovene, siger han.

Den amerikanske økonomi kommer til at være et af de helt store temaer under TV-debatten, og Romney vil især slå på, at Obama har været dårlig til at håndtere den amerikanske gæld og skabe arbejdspladser, vurderer Niels Bjerre Poulsen. Men den republikanske udfordrer skal samtidig fremstå præsidentiel og statsmandsagtig, så det bliver en hårfin balancegang.

- Man taler i USA meget om de såkaldte »zingers«, som er en replik, der kan stå tilbage bagefter. Formodningen er, at Romney-lejren har øvet sig meget på »zingers« og punchlines, som måske kan blive spillet i medierne i de kommende dage, mens Obama i hvert fald hævder, at han ikke har tænkt sig at tale i »zingers« på samme måde, siger Niels Bjerre Poulsen.

Det kan dog blive en farlig vej at tage for Romney, hvis han ikke formår at levere de såkaldte »zingers« og angreb på en tilpas statsmandsagtig måde, mener lektor Derek Beach, der forsker i amerikansk politik på Aarhus Universitet.

- Romney skal passe på med at blive for aggressiv og skinger. Han skal fremstå som en plausibel præsident med en statsmandsagtig karakter over sig. Hvis han virker for desperat og skinger, så vil amerikanerne vende sig mod ham, siger Derek Beach, der ligesom Niels Bjerre Poulsen forventer, at økonomien bliver det absolutte hovedtema under TV-debatten.

Her bliver Romney nødt til at lægge konkrete løsninger på bordet.

- Nu er vi på et tidspunkt i valgkampen, hvor vælgerne vil forlange at få at vide, hvad han selv vil gøre, hvis han bliver præsident. Så han bliver nødt til at komme med noget mere konkret i forhold til, hvad han vil gøre, siger Niels Bjerre Poulsen.

Samtidig skal Romney forsøge at rette op på sin udtalelse ved en fundraiser i foråret, hvor han blev fanget på skjult kamera, mens han forklarede, at 47 procent af amerikanerne nasser på samfundet, ikke betaler indkomstskat og stemmer på Obama.

- Den udtalelse har virkelig skadet ham i meningsmålingerne, og han må på en eller anden måde præsentere en venlig personlighed og få understreget, at han vil være præsident for alle amerikanere. Også de 47 procent, som han nærmest afskrev, siger Niels Bjerre Poulsen.

Mens Mitt Romney altså skal ud over isen, kan Barack Obama, der har en forholdsvis komfortabel føring over Romney, tillade sig at anlægge en mere defensiv strategi, hvor der ikke skal rokkes for meget ved status quo.

- Det er helt klart, at Obama ikke behøver være den udfarende. Han skal virke præsidentiel, nøgtern og saglig, siger Niels Bjerre Poulsen og fortsætter:

- Mange vil dog advare Obama mod at virke for arrogant og forsøge at pille Romney ned. Vi så i debatten i 2000, hvordan Al Gore rullede med øjnene og sukkede højlydt over for George W. Bush. Den slags bliver Obama nødt til at være særlig opmærksom på.