Republikaneren Mitt Romney, der drømmer om at få lov til at udfordre Demokraternes Barack Obama ved det amerikanske præsidentvalg til november, er nu rykket et skridt nærmere på sin drøm.
Romney slog nemlig igen ved nomineringsvalgene - også kendt som caucus - i staten Maine. Den tiltrængte sejr kom efter, at han i sidste uge led overraskende nederlag i staterne Missouri, Minnesota og Colorado.
Det var dog tæt på at gå galt for Romney i Maine, da han kun kunne hive tre procent flere stemmer i land end sin nærmeste konkurrent, Ron Paul. Romney fik 39 procent, mens Paul kom lige efter med 36 procent af stemmerne. Derefter følger de to øvrige kandidater, Rick Santorum, der slog Romney af pinden i sidste uge, samt Newt Gingrich. De må nøjes med henholdsvis 18 og seks procent af stemmerne.
Sejren bringer Romney, der er tidligere guvernør i Massachusetts, tilbage i front i det republikanske kapløb. De tætte løb og overraskende vindere af de indledende primærvalg og nomineringsvalg gør det svært at forudsige, hvem der i sidste ende bliver manden, der skal forsøge at slå Obama til efteråret. Romney har dog en lille føring, og er også den mest populære kandidat blandt toppen i det republikanske parti.
Mitt Romneys sejr falder sammen med CPAC - Conservative Political Action Conference - den årlige konference for de amerikanske konservative. Her viste en afstemning blandt de republikanske deltagere, at 38 procent foretrækker netop Romney som deres kommende præsidentkandidat. Afstemningen er af ren symbolsk betydning, men kan stive den kommende kandidats selvtillid af og vise, at han besidder formatet til at blive verdens mægtigste mænd. Men også her måtte Romney se sig relativt tæt forfulgt. Denne gang af Santorum. Han fik nemlig opbakning fra 31 procent af de forsamlede, mens den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich, kun kunne hive opbakning i land fra 15 procent af de fremmødte. Sløjest så det dog ud for Ron Paul, der måtte nøjes med opbakning fra 12 procent.






















