Udviklingsminister Christian Friis Bach deler nødhjælpsorganisations bekymring for, at den øgede fattigdom i Europa kan medføre optøjer.

EUROPA: Antallet af fattige i Europa er i stor fremgang, og det får nu Røde Kors til at advare mod, at de folkelige opstande, der har ramt for eksempel i Nordafrika, også kan ramme Europa. Det skriver Politiken.

Røde Kors er derfor i gang med at lægge en plan for, hvordan man skal håndtere kommende konflikter i særligt Sydeuropa, som allerede nu lider under hårde økonomiske kvaler og stor fattigdom i befolkningen.

- Vi ser nu for første gang, at Røde Kors i flere europæiske lande er nødt til at fokusere på fattige i deres eget land, meget mere end på eksterne opgaver uden for Europa, siger generaldirektøren for Den Internationale Røde Kors Komité, Yves Daccord, til Politiken. Han forklarer, at Europa selv er »blevet en krisezone«

Ifølge generaldirektøren får to millioner spaniere på nuværende tidspunkt hjælp af Røde Kors, og i Grækenland er den græske afdeling af organisationen selv ved at bukke under.

Han advarer mod, at udviklingen i Europa, hvor »kløften mellem det sociale behov i befolkningerne og myndighedernes evne til at hjælpe er blevet større«, vil føre til voldelige optøjer.

- Se på oprørene i Egypten og Tunesien. De handlede endnu mere om brød end om frihed. Når folk føler, at de ikke længere har nogen udvej, er der absolut ingen tvivl om, at risikoen for spændinger og vold stiger. Det viser al vores erfaring fra kriser rundt om i verden. Der er ingen grund til, at Europa skulle blive sparet for den udvikling, siger han til Politiken.

Herhjemme deler udviklingsminister Christian Friis Bach (R) generaldirektørens bekymring.

- Røde Kors har ret i, at bratte fald i velstand kan udløse uroligheder. Det var det, vi så under det arabiske forår, og det ser vi nu i Sydeuropa, siger han til avisen.