I 1998 forsvandt den kun 24 år gamle universitetsstuderende Robert L. Kovack. Nu har West Virginia State Police i USA formentlig fundet de jordiske rester af den unge mand.

Sammen med liget, som formentlig er Robert L. Kovack, fandt politiet også et kørekort, studiekort og bilnøgler. Politiet gjorde opdagelsen torsdag og offentliggjorde fundet fredag. Talsmand Kenneth Tawes oplyser, at de regner med, at det er Kovack, men liget skal endeligt identificeres i Washington D.C på Smithsonian-instituttet.

Det skriver New York Post.

Kovacks jordiske rester blev fundet af håndværkere, der arbejdede på New River Gorge Bridge. Liget blev fundet blandt træer og buske under broen. En bro der har en voldsom forhistorie. Politiets talsmand oplyser nemlig, at der er blevet fundet mere end fire dusin lig under broen, siden Kovack forsvandt i 1998.

Den unge arkitektstuderende forsvandt 18. september 1998, da han var på vej til en amerikansk fodboldkamp. Kovacks bil blev fundet fem dage senere ved New River Gorge Bridge - samme sted, hvor liget blev fundet torsdag. Der var ingen benzin på tanken, og den var låst af.

Der blev sat store frivillige eftersøgninger i gang, og omkring 100 frivillige var ude for at lede efter Kovack i området to gange. Politiet søgte også efter ham med hunde - uden held.

Robert L. Kovacks familie håber, at det er deres søn og bror, da det ville kunne give dem sjælefred.

»Som familie håber vi, at det vitterligt er de jordiske rester af min bror. Men indtil at det bliver bekræftet, er det bare spekulationer,« siger Mike Kovack til lokalmediet Roanoke Times.

Broen, der er 267 meter høj, har ringe sikring mod selvmord, da der ikke er nogle barrierer på den. Senest tog en person springet for et halvt års tid siden med døden til følge.

Politiet har dog ikke kommenteret på, om de formoder, at der skulle være tale om et selvmord eller en forbrydelse.