Enestående analyse af faktiske asteroidenedslag viser, at Jorden ca. én gang for hvert 100 år rammes af en klippestump, der er stor nok til at lægge en millionby øde.

De fleste husker sikkert de chokerende billeder af meteoren, der eksploderede med et gigantisk brag over den sydrussiske by Chelyabinsk i februar sidste år.

Titusinder af ruder eksploderede, og hundreder måtte behandles for småskader på hospitaler, efter at den ca. 20 meter brede kæmpesten splintrede i mødet med Jordens tætte atmosfære.

Nu afslører en enestående analyse, at risikoen for uventede og potentielt dødbringende nedslag fra rummet er en hel del større, end man ellers havde regnet med.

Undersøgelsen er baseret på data fra Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty Organization (CTBTO), der ved hjælp af et globalt netværk af følsomme infralyd-sensorer aflytter kloden for atombombeprøvesprængninger, altså meget voldsomme detonationer. Ved omhyggeligt at gennemgå disse data, har man detekteret 26 større eksplosioner i Jordens atmosfære i årene 2000 til 2013. Men ingen af dem skyldtes atombomber. De var alle resultatet af vildfarne kosmiske klippestykkers møde med vores planets atmosfære.

Energien i eksplosionerne rangerede fra ca. 1 til 600 kilotons. For at sætte det i relief var atombomben, der lagde den japanske storby Hiroshima øde i 1945, på 15 kiloton. Heldigvis ser det ikke ud til, at nogle disse meteorer slap helskindet gennem mødet med atmosfæren. I stedet blev de sprængt til grus og småstumper, før de ramte klodens overflade.

På videoen herover kan man se hvor på Jorden, at de store meteorer ramte atmosfæren - bl.a. over Middelhavet, over den australske delstat New South Wales, over Californien og over den nordlige del Atlanterhavet ud for Portugal.

Det er tankevækkende, at kun en af disse trusler blev opdaget, før det under alle omstændigheder var for sent, og da var det kun få timer før kollisionen. Resten slap uhindret forbi teleskoper, der overvåger det nære rum for asteroider på jordkurs.

Det er den amerikanske organisation B612 Foundation, der arbejder for at beskytte Jorden mod trusler fra rummet, der har udført undersøgelsen. Ifølge deres analyser sker det ca. med 100 års mellemrum, at en asteroide, der er er stor nok til at udslette en hel millionby, slår ned på kloden.

Sidste gang, at et himmellegeme af en sådan størrelse eksploderede over Jorden, var i 1908, da en komet eller asteroide lagde et skovområde på størrelse med det meste af Fyn ned omkring Tunguskafloden i det centrale Sibirien.