Terry Jude Symansky levede et skønt liv i Pasco County, Florida. Han havde et par job rundt omkring, optog lån og købte nogle ejendomme, som han lejede ud. Giftede sig, fik sig et flycertifikat og en dejlig lille søn, der i dag er teenager.
Der var bare ét problem.
Terry Jude Symansky var ikke Terry Jude Symansky.
Han var derimod Richard fra Indiana. Richard, som følte sig fanget i sit ægteskab, og som mente, det var nemmere at spille død end at søge om skilsmisse, skriver Tampa Bay Times.
Derfor tog han en afdød mands identitet og skabte sig et nyt liv.
Den omfattende løgn havde sin begyndelse i 1992, da den dengang 39-årige Richard besluttede sig for, at han ikke længere gad være Richard og være gift med sin kone.
Med allerede ét forlist ægteskab i bagagen så han det som den nemmeste udvej bogstavelig talt at gå fra konen og sine fire børn end at søge om skilsmisse. Så han bildte konen ind, at han var eftersøgt af FBI for at have stjålet millioner af dollars.
Dernæst forsvandt han fra den ene dag til den anden.
På et tidspunkt kom han til at bo sammen med faderen til en Terry Jude Symansky, der havde lidt druknedøden i 1991. Der fandt han den afdøde søns dødsattest, som han på snedig vis brugte til at få både en fødselsattest og et kørekort under navnet Terry Jude Symansky, samt senere et flycertifikat.
Terry Jude Symansky var den perfekte kandidat til et svindelnummer af den kaliber. Han var fisker, ugift og barnløs.
Og så kunne løgnen for alvor begynde.
I 1995 giftede Richard sig med den intetanende Mary, med hvem han fik en søn, som - lige så intetanende - fik det falske familienavn Symansky.
Men efter tyve års svindel var det slut.
For selvom den ægte Terry Jude Symansky ikke havde nogle børn, så havde han en nevø, som for tre år siden besluttede sig for at lave en smule slægtsforskning i sin fritid. Og her stødte han på sin onkel, som han kunne se var død i 1991.
Det vidste familien godt i forvejen, så det kom ikke bag på ham. Det gjorde til gengæld, at han skulle være blevet gift i 1995.
En hurtig Google-søgning skulle vise, at ’onklen’ levede i bedst velgående og siden ’sin død’ var blevet pilot.
Familien var chokeret. Den falske onkel virkede som en farlig mand, der kunne finde på hvad som helst, så de turde ikke gå til politiet med deres opdagelse af frygt for repressalier. Men tre år senere – i april i år – besluttede de sig alligevel for at kontakte myndighederne.
Og for ganske nylig blev Richard så pågrebet. Sigtet for identitetstyveri.
Tampa Bay Times har talt med juraprofessor Gerry Beyer, der forklarer, hvordan svindelnummeret har kunnet fortsætte i over 20 år, inden det blev afsløret.
Han forklarer, at Terry Jude Symanskys identitet blev stjålet i en tid, hvor digital arkivering af personlige oplysninger ikke havde vundet indpas i så høj en grad. Desuden vurderer han, at Richard ikke har haft et kreditkort og har betalt sin skat gennem konen.
Richard er indtil videre sigtet for identitetstyveri, men politiet vil ikke afslå, at flere sigtelser vil komme til.