Iransk militær er klar til at frigive ti amerikanske soldater, som bevægede sig ind i iransk farvand tirsdag.

Teheran: Militærenheden Den Iranske Revolutionsgarde afventer onsdag formiddag dansk tid grønt lys til at frigive de ti amerikanske soldater, som iransk militær tilbageholdt tirsdag nær øen Farsi i Den Persiske Bugt.

Det siger flådekommandør i Revolutionsgarden general Ali Fadavi til statsligt tv i Iran ifølge AFP.

- Der går ikke lang tid, siger han.

Amerikanerne - ni mænd og en kvinde - blev tilbageholdt, da de under en flådeøvelse bevægede sig ind i iransk farvand.

Ali Fadavi konkluderer samtidig, at de amerikanske soldaters "indtrængen hverken var fjendtlig eller havde spionage som formål".

- Men naturligvis bør ethvert fartøj i territorialfarvand annoncere sin tilstedeværelse på forhånd - især hvis det er militært, siger generalen.

Det var ifølge Ali Fadavi et ødelagt navigationssystem, der var årsag til, at amerikanerne på ulovlig vis kom til at sejle deres to flådefartøjer ind i iransk farvand.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook