Sagen mod Peter-Thue Rudgaard fra Nordjylland, der har indrømmet at have dræbt sine to døtre på henholdsvis ni og ti år under en bilbrand 12. august sidste år udenfor Berlin, skulle have fortsat i dag ved retten i Potsdam i Tyskland.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Men det kommer den ikke til.

Da retsmødet skulle begynde klokken 09.00 - hvor blandt andet børnenes mor skulle vidne - var Peter-Thue Rudgaard ikke dukket op i retten. 

- Jeg har fået bekræftet, at han er blevet kørt til et sygehus i nærheden af fængslet, og der er han nu, siger forsvar Thomas Arndt til bt.dk.

Statsadvokat Peter Petersen uddyber situationen. 

- Han har forsøgt at tage sit eget liv ved at spise nogle piller, siger han og fortæller, at Peter-Thue Rudgaard ikke er i livsfare.
 
Peter-Thue Rudgaard har ved tidligere retsmøder fortalt, at han før har overvejet at tage sit eget liv, men at han dengang ikke ville gøre det, da hans døtre ikke skulle vokse op med, at deres far havde begået selvmord.
 
Børnenes mor skulle have vidnet i sagen torsdag, og dermed skulle hun have stået ansigt til ansigt med sin eksmand - som slog deres to fælles børn ihjel.

Hun har én gang tidligere mødt op i retten til et af de foregående retsmøder, hvor hun så sine børns morder i øjne. Hun ville efter sigende vurdere, om hun ville være i stand til at give sin forklaring, mens Peter-Thue Rudgaard er til stede i lokalet.  


Det er en trist og tragisk historie, der den seneste tid er blevet oprullet i landsretten i Potsdam i Tyskland. 41-årige Peter-Thue Rudgaard har selv forklaret i retten, at det var en pludselig indskydelse, at han slog sine døtre ihjel, og at han fortrød, da det gik op for ham, hvad han havde gjort. 

Ifølge egen forklaring skyldes det en bitter strid med ekskonen - pigernes mor, som blandt andet omhandlede børnene.

Peter-Thue Rudgaard har tidligere i retten fortalt meget om, hvordan forholdet til pigernes mor var krakeleret fuldstændig i kølvandet på deres skilsmisse.

Familien skal vidneRetsmødet var sat til at begynde torsdag klokken 09.00, men det er nu blevet aflyst. 

De første to personer, der skulle have vidnet i sagen i dag - torsdag -, er Peter-Thue Rudgaards mor og tante.

Klokken 11.00 var det forventet, at pigernes mor skulle vidne, men da det er blevet aflyst, skal hun i stedet give sin forklaring den 3. maj. Her vil hun få mulighed for at fortælle sin version af skilsmissen og den efterfølgende tid. 
 
Står til mindst 15 år
Selvom der altså ikke længere er tvivl om, at Peter-Thue Rudgaard stod bag den grufulde handling, hvor han bedøvede sine to piger Marlene og Line med sovemedicin og brændte dem i en bil, så skal de kommende retsmøder og vidneberetninger afsløre, om drabene var planlagt, eller om det var en handling i forbindelse med et øjebliks sindssyge.  

Hvis retten finder, at forbrydelsen var planlagt, vil det i henhold til den tyske straffelov kunne klassificeres som overlagt mord og så vil den 41-årige nordjyde kunne se frem til mindst 15 år bag tremmer, før en prøveløsladelse kan komme på tale.

Der er afsat 13 dage til retssagen, der startede 21. februar. Sagen forventes afsluttet i slutningen af maj, og 28 vidner skal i skranken, blandt dem altså pigernes mor - som han ifølge tiltalen ville hævne sig på, idet hun netop havde fået tilkendt forældremyndigheden over pigerne.Næste retsmøde er berammet til torsdag den 29. marts.