Donald Trump jr. lagde i sidste uge en række emails frem, der beviser, at han og flere andre tæt på Donald Trump, mødtes med en advokat med forbindelse til den russiske regering under valgkampen. Og selvom mødet ifølge Trumps søn selv ikke var værd at bemærke, så kan hele miseren meget vel ende med, at Donald Trump trækker sig som præsident.

Det mener i hvert fald Philip Bobbitt, der er juraprofessor ved det prestigefyldte Colombia University og desuden har universitetsgrader fra blandt andet Princeton, Yale og Oxford.

I et indlæg i den britiske avis The Evening Standard skriver professoren om flere mulige scenarier, der kan finde sted i kølvandet på oplysningerne om forbindelsen til Rusland. En mulighed er, at Donald Trump vil blive genstand for en rigsretssag, og en anden mulighed er, at han kan blive anklaget for at have forbrudt sig mod amerikansk lov.

Professoren mener dog, at det mest sandsynlige scenarie på nuværende tidspunkt er, at Donald Trump slet og ret trækker sig fra præsidentembedet.

'Den mest sandsynlige mulighed er, at præsidenten går af, som en konsekvens af den strafferetlige retsforfølgelse af sine børn [...] En afgang, så fjernt som det kan synes lige nu, kan meget vel være et valg, præsidenten ville træffe for at redde sine børn fra fængsel og sig selv fra fremtidige retsforfølgelser,' lyder vurderingen fra professoren.

Sagen blussede for alvor op i starten af sidste uge, da Donald Trump jr. offentliggjorde en række emails, hvori der blandt andet står, at russiske embedsmænd 'tilbød at give Trump-kampagnen officielle dokumenter og information, der kunne skade Hillary (Clinton, red.)' og 'være meget nyttige for din far (Donald Trump, red). Dette er naturligvis på meget højt niveau og meget følsomme informationer, men de er en del af den russiske regerings støtte til hr. Trump.'

Ifølge den danske USA-ekspert Mads Fuglede er det dog langtfra sandsynligt på nuværende tidspunkt, at Donald Trump jr.'s emails og møde med en russisk advokat ender med Trumps afgang.

»Det er at stramme den. Jeg vil ikke afvise, at det kan ende sådan, at en præsident vælger at trække sig, det har vi jo et fortilfælde for. Men hvis vi sammenligner Nixons situation med det, Donald Trump står over for nu, så er det helt forskellige situationer. Og jeg tænker ofte, når jeg læser de her bud, så er det mere ønsketænkning fra mennesker, der måske vil af med Trump og i deres håb overreagerer rigtig meget i deres analyse,« siger Mads Fuglede.

Han påpeger, at sagens udfald i den grad afhænger af, hvordan Donald Trump jr. klarer sig, når han skal forklare sagens forløb i Kongressen - og kan blive udspurgt af både demokrater og republikanere.

»Jeg er med på, at hvis Trumps søn har en dårlig høring i Kongressen og ikke får forklaret sig ordentligt, så kan der komme et politisk pres, der kan lede til, at presset på faderen også øges. Men for det første tror jeg ikke, at Trump ville trække sig pga. sønnen og for det andet, så opfatter jeg ikke sagen som en, der er tung nok i sin nuværende form til, at den hverken kan føre til rigsretssag eller til et forløb, hvor Trump vil trække sig,« forklarer USA-eksperten.

Han tilføjer, at det især bliver afgørende, hvorvidt Donald Trump jr. er i stand til at overbevise Kongressen om, at mødet blot var et forsøg på at få oplysninger om Hillary Clinton, og altså ikke et forsøg på at bygge et samarbejde med Rusland.

Endelig understreger Mads Fuglede, at man i debatten om konsekvenserne for Donald Trump skal huske, at han aldrig er rigtigt i fare, hvis ikke hans eget parti vender ham ryggen.

»Hans eget parti skal svigte ham før det bliver farligt, og derfor er der mange, der citerer demokraterne, og de vil jo - selv i meget mindre sager, også have et ønske om at vælte ham,«