Reformpartiet har vundet parlamentsvalget i Estland og ser dermed ud til at kunne fortsætte i regering.

ESTLAND: Premierminister Taavi Roivas har erklæret sig som vinder af parlamentsvalget i Estland, skriver Reuters.

Premierministerens parti Reformpartiet fik 28 procent af stemmerne, mens det pro-russiske Centerpartiet måtte nøjes med 25 procent.

»Estland har nydt godt af økonomisk fremgang. Vi har været meget åbne over for vores allierede, og ad den vej vil vi fortsætte,« sagde Roivas på et pressemøde.

Han afviste kategorisk, at en koalition med Centerpartiet kunne komme på tale. Han bliver dog nødt til at udvide sin nuværende koalition, da han sammen med socialdemokraterne ikke opnåede flertal i parlamentet.

Valgkampen har især været præget af konflikten mellem Ukraine og Rusland.

Omkring en fjerdedel af landets befolkning er etniske russere, hvoraf de fleste støtter Centerpartiet.