Republikanere vil ændre i Senatets budgetaftale

Hvis ikke ændringsforslaget fra Republikanerne finder flertal i Repræsentanternes Hus, vil man forsøge at stemme om Senatets budgetaftale, forlyder det.

USA: Republikanerne i Repræsentanternes Hus, det ene kammer af Kongressen i USA, vil tilføje en ændring til den budgetaftale, som Senatet har vedtaget. Forslaget fra Republikanerne sigter efter nedskæringer i udgifterne med 330 milliarder dollar. Det oplyser det republikanske kongresmedlem Darrell Issa ifølge Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet vejrer de republikanske politikere i øjeblikket stemningen i forhold til, hvorvidt de kan skaffe et nødvendigt flertal for at gennemføre tilføjelsen til budgetaftalen.

Hvis det ikke lader sig gøre, vil man ifølge en kilde hos partiet holde en afstemning for at se, om der kan samles flertal for den aftale, som Senatet altså allerede har vedtaget.

Det kan medføre yderligere problemer i forhold til en endelig aftale, hvis de republikanske politikere finder flertal for at ændre Senatets aftale.

Tidligere har en kilde hos Demokraterne i Senatet således slået fast, at man ikke er parat til imødekomme ændringer i budgetforslaget fra Repræsentanternes Hus.

- Vi vil ikke behandle lovforslaget fra Repræsentanternes Hus, hvis de ændrer den tværpolitiske aftale, som er indgået i Senatet, siger kilden til Reuters.

For at budgetaftalen kan gennemføres, er det nødvendigt, at den både vedtages i Senatet og Repræsentanternes Hus, der udgør de to kamre i den amerikanske kongres.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her