Republikanere i Senatet får med vicepræsidentens afgørende stemme mulighed for at nedlægge Obamacare.

Washington. Republikanere i USA's senat har sikret sig nok stemmer til at genoptage forsøget på at afskaffe Obamacare. 50 republikanere stemte for, mens to var imod.

Med vicepræsident Mike Pence til at give den afgørende stemme er forslaget vedtaget.

Vicepræsidenten afgiver en stemme, når der er 50 stemmer for og 50 stemmer imod.

Samtlige 48 demokratiske senatorer stemmer imod.

Den kræftsyge senator John McCain nåede frem for at afgive sin stemme. Han støttede et nyt forsøg på at erstatte Obamacare.

Afstemningen gjaldt proceduren for at gøre et nyt forsøg på at erstatte Obamacare med en republikansk sundhedsplan.

Om det så også vil føre til et flertal, når der skal stemmes om at afskaffe og erstatte Obamacare, er uvist.

- Jeg vil lykønske det amerikanske folk. I vil få en storslået sundhedsdækning, lød det fra præsident Donald Trump.

Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus har allerede i foråret vedtaget en afskaffelse og erstatning for Obamacare.

Det er den vedtagelse, som det republikanske flertal i Senatet nu formentlig skal arbejde videre på. Men det er langtfra sikkert, at Obamacare vil blive lagt i graven.

De republikanske senatorer Susan Collins fra staten Maine og Lisa Murkowski fra Alaska stemte imod.

De lod dermed forstå, at de ikke ønsker at tilslutte sig den republikanske leder i Senatet, Mich McConnell, i hans forsøg på rulle vigtige elementer af Obamacare tilbage.

Det er for eksempel udvidelsen af Medicaid, som er en af hjørnestenene i Obamacare. Det er program til at give fattige amerikanere dækning i tilfælde af sygdom.

Den del har været populær i mange stater, også i stater med republikanske guvernører.

Den republikanske plan vil gøre indhug i Medicaid og afskaffe den obligatoriske pligt til at tegne en sundhedsforsikring.

Ifølge Kongressens Budgetkontor vil over 20 millioner mistede deres sygesikring over de kommende år med de planer, som republikanerne hidtil har fremlagt.

/ritzau/