Det bliver Republikanernes Karen Handel, der skal udfylde pladsen efter Tom Price i Repræsentanternes Hus.

Atlanta. Flere amerikanske medier, herunder CNN og The New York Times, kårer republikaneren Karen Handel som vinder af et sæde i Repræsentanternes Hus, som har været til valg i delstaten Georgia.

Valgkampen i Georgias sjette valgdistrikt har været særdeles tæt, og det har tilmed været den dyreste valgkamp om et sæde i Repræsentanternes Hus nogensinde.

Sædet har stået tomt, siden republikaneren Tom Price nedlagde sit mandat før tid, da han skulle være sundhedsminister i præsident Donald Trumps administration.

Demokraterne har postet særdeles mange penge i den blot 30-årige kandidat Jon Ossoff, der var tæt på at skabe en stor overraskelse. Sædet har nemlig været på Republikanernes hænder siden 1979.

Valget er blevet set som en test af præsident Donald Trumps popularitet. Også selv om Handel i løbet af valgkampen knap har nævnt den omstridte præsident.

Et nederlag til Republikanerne i det traditionelt republikanske sjette kongresdistrikt ville have været et ilde varsel for præsidenten frem mod midtvejsvalget i 2018.

Derfor er der også blevet satset store beløb på at hjemføre sejren.

Kandidaterne og deres støtter har hældt mere end 56 millioner dollar (372 millioner kroner) i tv-reklamer, valgplakater og diverse andre forsøg på at fange vælgernes interesse.

Det er næsten dobbelt så meget som den hidtidige rekord, viser en opgørelse fra Center for Responsive Politics ifølge Reuters.

Sejren i Georgia falder, efter at der også er blevet afholdt valg i delstaterne Montana, Kansas og South Carolina. Alle steder har Republikanerne genvundet sine sæder, men alle fire valg har været tættere, end det først var forventet.

Det betyder, at Demokraterne stadig håber på, at partiets kandidater kan overtage flertallet i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget næste år.

Her sidder Republikanerne lige nu med et flertal, men hvis Demokraterne kan vinde 24 sæder fra republikanere, så er flertallet i hus.

/ritzau/

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.