De omfattende demonstrationer i Thailands hovedstad, Bangkok, får nu Udenrigsministeriet til at justere rejsevejledningen til landet. I den opgraderede vejleding gøres rejsende opmærksom på at være påpasselige med at bevæge sig ud i shoppingområder, hvor mange turister og udlændinge færdes.

Demonstrationerne har nemlig bredt sig til flere områder med butikker, forklarer Danmarks ambassadør I Thailand, Mikael Hemniti Winther til Radio24syv.

»Demonstrationerne har bevæget sig hen på steder, hvor der er mange udlændinge og turister,« siger han.

Er du i Thailand? Hvordan påvirker situationen danskerne i området? Skriv til tip@bt.dk, hvis du ved noget.

Rejsevejledningen råder generelt folk til at holde sig på afstand af demonstrationerne og følge med i udviklingen via medier, rejsearrangør eller hotel.

»Man skal holde sig væk, men nu påpeger vi bare, at demonstrationerne også er nået til områder af Bangkok, hvor man også kunne finde på at tage hen som turist,« siger Mikael Hemniti Winther.

Situationen i Bangkok er anspændt efter omfattende demonstrationer rettet mod regeringen.

Natten til søndag dansk tid blev Thailands premierminister, Yingluck Shinawatra, eskorteret i sikkerhed, efter at demonstranter forsøgte at storme den bygning, hun var i. Demonstranterne har også taget kontrol med en TV-station.

Modstandere af regeringen har i mere end en uge været på gaden for at kræve Yingluck Shinawatras afgang.

Voldshandlinger i forbindelse med demonstrationerne i Bangkok kostede lørdag to livet og sårede mindst 45.

Er du i Thailand? Skulle du evt. til Thailand, men må aflyse? BT vil gerne høre fra dig, hvis situationen i Thailand giver dig problemer. Skriv til tip@bt.dk.