I Kenyas hovedstad er en etagebygning styrtet sammen på grund af regn. Mange frygtes at være spærret inde.

Nairobi: Massivt regnvejr og oversvømmelser er efter alt at dømme skyld i, at en seksetagers bygning i Kenyas hovedstad, Nairobi, fredag er styrtet sammen.

Det skriver flere udenlandske nyhedsbureauer.

Der er foreløbig ingen meldinger om omkomne, men ifølge den kenyanske avis The Nation frygter myndighederne, at mange mennesker er spærret inde og sandsynligvis dræbt under den nedstyrtede boligblok.

Indtil videre er 45 mennesker blevet reddet i live ud fra murbrokkerne og bragt til hospitalet, oplyser det kenyanske Røde Kors til AFP.

- Vi ved ikke, hvor mange mennesker der er under murbrokkerne, men vi frygter, at adskillige stadig er fanget. Vi leder stadig, siger talsmand Arnolda Shiundu lørdag morgen dansk tid.

Live-optagelser viste fredag aften, at redningsfolk bragte overlevende ud forbi store skarer af nødhjælpsarbejdere og tilskuere. Andre redningsfolk sås slæbe store stykker af beton væk fra den sammenstyrtede bygning.

Ifølge Arnolda Shiundu strømmer mange mennesker til uheldsstedet, og hun beskriver sceneriet som kaotisk. Sikkerhedsfolk er på stedet, hvor de forsøger at genoprette ro og orden.

Det står endnu ikke klart, hvor mange mennesker der var i bygningen, da den kollapsede ved 18.30-tiden.

I mange dage har Nairobi været præget af kraftige regnskyl.

Og ifølge britiske BBC har lokale medier tidligere fredag rapporteret om, at mindst tre mennesker blev dræbt, da en mur, der adskilte den russiske ambassade og Kenyas forsvarsministerium, braste sammen.

Yderligere tre blev såret, skriver The Nation. Ofrene havde alle søgt læ for regnen ved muren.

Byggebranchen boomer i Nariobi, hvor en voksende middelklasse har sat gang i ejendomsmarkedet. Men der er blevet sat spørgsmålstegn ved kvaliteten af de materialer, der bliver brugt, og ved den hastighed der bliver bygget med.

/ritzau/