I et boligområde i Nairobi er en seks etagers bygning kollapset på grund af regn. Mindst tre har mistet livet.

Nairobi: Massivt regnvejr og oversvømmelser er skyld i, at en seks etagers bygning i Kenyas hovedstad, Nairobi, fredag er styrtet sammen.

Det skriver flere udenlandske medier.

Ifølge tv-stationen Kenya Television Network (KTN) er mindst tre mennesker omkommet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere lød det fra det kenyanske Røde Kors, at tre børn og en voksen var blevet bragt til hospitalet.

Redningshold er på stedet, og ifølge Røde Kors er 150 husstande påvirket af kollapset, og mange er spærret inde.

Live-optagelser viser, at redningsfolk bringer de overlevende ud forbi store skarer af nødhjælpsarbejdere og tilskuere.

Ifølge KTN er en baby blevet reddet i live, men "de fleste indbyggere" er blevet fanget i bygningen, skriver Reuters. Det står endnu ikke klart, hvor mange mennesker der var i bygningen, da den kollapsede.

I mange dage har Nairobi været præget af kraftig regnskyl. Og ifølge britiske BBC har lokale medier tidligere fredag rapporterede om, at mindst tre mennesker blev dræbt, da en væg kollapsede i nærheden af Nairobi.

/ritzau/