22 bandemedlemmer blev angiveligt dræbt af betjente sidste år. Nu må den øverste chef tage konsekvensen.

Mexico City. Mexicos øverste politichef, Enrique Galindo, har mandag fået besked af regeringen på at pakke sine ting og forlade sit kontor.

Det er Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, der har bedt regeringen om at fyre Galindo på grundlag af en rapport fra den statsstøttede organisation for overvågning af menneskerettigheder, CNDH.

Den viser blandt andet, at mexicansk politi har henrettet 22 mistænkte medlemmer af et narkokartel uden rettergang sidste år.

- I lyset af den seneste tids begivenheder og præsidentens instruks har Enrique Galindo forladt sin post, siger indenrigsminister Miguel Angel Osorio Chong mandag.

I rapporten, som blev offentliggjort for to uger siden, bliver politiet foruden henrettelserne også beskyldt for tortur og for at manipulere med gerningsstedet.

Menneskeretsorganisationer har gentagne gange kritiseret det mexicanske politi for overdreven brug af magt. Ifølge FN er brugen af tortur udbredt i både politiet og militæret i landet.

Episoden, hvor de 22 medlemmer af en narkobande angiveligt blev henrettet, fandt sted i maj sidste år. Her omringede betjente fra det føderale politi en gård i det vestlige Mexico og dræbte 42 personer.

I 22 af tilfældene blev bandemedlemmer ifølge rapporten dræbt, selv om de forinden var blevet anholdt.

Enrique Galindo bliver ifølge den officielle afskedigelse fjernet for at sikre, at opklaringen af sagen foregår habilt, oplyser indenrigsminister Chong.

/ritzau/AFP