En ny rapport afslører, at USAs droner virker mod hensigten og gør det pakistanske folk stressede og bange.

PAKISTAN: CIAs program for målrettede angreb med ubemandede fly - droner - i Pakistan fungerer politisk stik mod sin hensigt, spreder frygt og dræber mange civile.

Sådan lyder konklusionen ifølge The Guardian i en ny rapport begået i samarbejde mellem jurister fra Stanford University og New York University.

Rapporten »Living Under Drones« er baseret på 130 interviews med ofre, vidner og eksperter og beskylder USAs præsident, Barack Obama, for specielt at optrappe droneangreb blandt nøje udvalgte befolkningsgrupper, som bliver bestemt af amerikanske soldater via såkaldte livsstilsanalyser.

Familier i Pakistan frygter ifølge rapporten af den grund at tage til bryllupper og begravelser, hvis USA fejlfortolker menneskeforsamlingerne som Taleban- eller al-Qaeda-militante.

Obamas brug af droner mod grupperinger er i kontrast til Bush-regeringens, hvor angrebene hovedsageligt blev planlagt mod højtstående al-Qaeda-medlemmer.

Juristerne fra de to universiteter kritiserer også det store argument for dronerne: De er millimeterpræcise og gør amerikanerne trygge ved at foretage ”målrettede likvideringer” på terrorister med minimale ulemper eller sikkerhedsmæssige konsekvenser.

Men forestillingen om det sidste er forkert, står der ifølge The Guardian i rapporten. Masser af »forkerte« mennesker er blevet dræbt under droneangrebene. Ifølge tal fra The Bureau of Investigative Journalism, som ifølge juristerne bag rapporten er den bedste kilde til statistik om droneangreb, har dronerne foretaget 346 angreb i Pakistan, hvoraf 294 af dem har været under Obama-administrationen. Dronerne har dræbt mellem 2570 og 3337 mennesker, hvoraf mellem 474 og 884 er civile og 176 er børn.

Barack Obama har gentagne gange forsvaret brugen af dronerne med argumenter om, at de er præcise og ikke koster store civile tab.

Senest mandag blev fem personer dræbt, da et ubemandet dronefly affyrede to missiler mod landsbyen Dawar Musaki i et uroplaget område ved grænsen til Afghanistan.

Pakistan har tidligere krævet, at de amerikanske droneangreb enten stopper, eller at landet selv overtager kontrollen med flyene.