Aktierne i Renault dykker på børsen efter oplysninger om ransagning. Ikke noget at komme efter, siger Renault.

Paris: De franske myndigheder har gennemført ransagninger af tre Renault-kontorer.

Det siger den franske bilproducent, efter at Renault-aktierne tidligere torsdag raslede ned med over 20 procent på børsen i den franske hovedstad, Paris.

Det voldsomme fald kom netop efter nye oplysninger om, at myndighederne har gennemført en ransagning hos Renault - måske for at undersøge mulig snyd med udledning.

- Agenter fra DGCCRF (en fransk myndighed, der bekæmper svindel, red.) ransagede flere Renault-kontorer sidste torsdag, oplyste den store franske fagforening CGT's afdeling ved Renault i en erklæring ifølge AFP.

Fagforeningen tilføjede, at razziaerne "er knyttet til konsekvenserne af Volkswagen-sagen" med henvisning til sagen om snydesoftware i dieselbiler fra tyske Volkswagen.

Torsdag eftermiddag siger Renault ifølge nyhedsbureauet Reuters, at efterforskerne ikke har fundet noget, der kan sættes i forbindelse med VW's fusk.

VW-sagen er blevet kaldt den største skandale nogensinde inden for bilbranchen, hvor 11 millioner VW-biler anslås at være udstyret med en software, der skal skjule bilernes udledning af de såkaldte NOx-gasser.

Fagforeningen CGT oplyser ifølge AFP, at efterforskere tog personlige computere, der tilhører ledere i Renault, med sig.

- Ledelsen har ikke bekræftet, at det handler om udledning af NOx-gasser, men grundet inspiceringen tror vi, det er det, der kan være tale om, siger fagforeningsrepræsentant Florent Grimaldi til nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook