OSCE-observatører peger på valgfusk i Usbekistans præsidentvalg, som Shavkat Mirziyoyev vandt klart.

Tasjkent. Med overvældende opbakning fra folket kan Shavkat Mirziyoyev erstatte titlen som midlertidig leder med præsident for republikken Usbekistan.

Den 59-årige politiker, som har en god relation med den russiske præsident, Vladimir Putin, vandt søndagens valg med 88,6 procent af stemmerne.

Men noget tyder på valgfusk, lyder fra det Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), som har overvåget processen i den tidligere sovjetrepublik.

En chef for OSCE's valgobservatører i landet siger, at der er "indikationer på afgivelse af falske stemmer og en udstrakt brug af brevstemmer."

En embedsperiode i Usbekistan er fem år.

Mirziyoyev overtager posten efter Islam Karimov, som døde i september efter 27 år som præsident.

Vladimir Putin, som besøgte landet efter Karimovs død, har mandag ringet og ønsket den 59-årige vinder tillykke.

Shavkat Mirziyoyev var en nær støtte af Karimov, og han blev udnævnt til premierminister i 2003.

Han mødte ingen reel modstand ved søndagens valg. To af rivalerne, som også var fra Karimovs fløj, stillede op imod veteranen i 2015.

Den kommende præsident, som er uddannet ingeniør, har lovet at sætte skub i økonomiske reformer.

Mellem 1996 og 2001 var han guvernør i regionen Jizzakh. Det er der, han er født. Senere blev han guvernør i Karimovs hjemstavnsregion Samarkand.

/ritzau/AFP