Den russiske premierminister er utilfreds med, at USA lever over evne og skubber ansvaret fra sig.

USA opfører sig som en "parasit" i verdensøkonomien ved at samle sig så meget gæld, at de globale finansmarkeder vakler.

Den bryske melding kommer fra Ruslands premierminister, Vladimir Putin, i en tale til russiske unge.

- Landet lever i gæld. Det lever ikke efter evne, men sender ansvaret videre til andre lande på en måde, som ligner en parasit, lyder hans vurdering samme dag, som USA's kongres skal stemme om at hæve nationens gældsloft.

De finansielle markeder reagerede i første omgang positivt på nyheden om, at en aftale er på plads mellem Præsident Barack Obama og USA's kongres efter uger frugtesløse forhandlinger.

Også de to børsmarkeder i Moskva fulgte med op cirka to procent, inden investorerne begyndte at få kolde fødder og sende kurserne den anden vej.

Putin har gentagne gange kritiseret USA's valutakurspolitik og dets tilbøjelighed til at at dække statsunderskud ved at udstede flere statsobligationer.

Netop statsobligationer opkøbes i stor stil af russiske, kinesiske og japanske finansvirksomheder.

Hvis kreditvurderingsinstitutter oven på debatten om gældsloftet vælger at nedgradere USA's kreditværdighed, så skal verden ifølge Putin lede efter en reservevaluta for handel og opsparing.

Kina har tidligere været fortaler for, at dollaren skal erstattes af en anden valuta til at afvikle handler. Kina taler om en kunstig valuta, men økonomerne er enige om, at det eneste realistiske alternativ til dollar lige nu er euro.

/ritzau/AFP