Deres besøg i dag antyder, at vi alle ønsker at genstarte dialogen, siger Putin til Tyrkiets præsident.

Skt. Petersborg. Rusland og Tyrkiet bør føre en dialog og genoprette forbindelserne mellem de to lande.

Det siger den russiske præsident, Vladimir Putin. Han tog tirsdag middag imod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i Skt. Petersborg.

- Deres besøg i dag antyder trods en meget vanskelig indenrigspolitisk situation, at vi alle ønsker at genstarte dialogen og genoprette forbindelserne mellem Rusland og Tyrkiet, påpeger Putin.

Det var en af de få bemærkninger, som Putin havde, efter at han havde givet hånd til Erdogan. De to mænd forsvandt indenfor til forhandlinger i Konstantin-paladset.

Forholdet mellem de to lande brød sammen, da Tyrkiet i november sidste år nedskød et russisk kampfly på en mission i Syrien, da det kortvarigt overfløj tyrkisk luftrum.

Erdogan nægtede at sige undskyld for nedskydningen, og det fik Rusland til at gennemføre en række sanktioner over for Tyrkiet. Blandt andet stoppede den store strøm af russiske turister til Tyrkiet.

Men i juni i år skiftede Erdogan mening og undskyldte over for Rusland.

/ritzau/AFP