RUSLAND: Præsident Vladimir Putins argeste kritiker, Aleksej Navalnij, som tirsdag fik en betinget fængselsdom på tre og et halvt års fængsel, blev tirsdag aften anholdt af politiet, da han ville deltage i en demonstration tæt ved Kreml.

Aleksej Navalnij havde tidligere på eftermiddagen erklæret på Twitter, at han ville bryde den husarrest, der gennem lang tid har været opretholdt imod ham, for at deltage i demonstrationen.

Demonstrationen har været planlagt til 15. januar, men blev rykket, da dommen mod Aleksej Navalnij og hans bror Oleg blev fremskyndet - angiveligt fordi retten ville undgå et sammenfald med den planlagte demonstration. Oleg Navalnij blev derimod idømt tre et halvt års ubetinget fængsel.

De to brødre var anklaget for tyveri og svindel for, hvad der svarer til tre millioner kroner og anklagerne havde forlangt ti års fængsel.

Aleksej Navalnij var for et par år siden medarrangør af de storstilede demonstrationer, der fulgte i kølvandet på genvalget af Vladimir Putin til præsidentposten.

Op mod 18.000 havde på forhånd skrevet sig på som deltagere i demonstrationen.

Retssagerne mod de to brødre anses blandt Putin-kritikere som politisk motiverede i et forsøg på at skræmme den opposition, der stadig er tilbage, efter myndighedernes chikanerier gennem de seneste par år.

»Jeg er blevet anholdt. Men de kan ikke anholde alle,« skrev Aleksej Navalnij senere.