Rusland og Nato vil drøfte forebyggelse af konflikter i landene ved Østersøen, siger den russiske præsident.

Naantali, Finland. Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger under et besøg i Finland, at han er klar til at indlede en dialog med Nato for at øge tilliden mellem parterne og forhindre konflikter.

Det kan ske efter Nato-topmødet i Warszawa i næste uge.

Putin mødtes fredag eftermiddag med Finlands præsident, Sauli Niinistö, og på et pressemøde fortæller han, at der på et møde mellem Nato og Rusland skal drøftes forebyggelse af konflikter i østersøregionen.

Den finske præsident opfordrer ved samme lejlighed alle militærfly i områderne ved Østersøen til at aktivere de såkaldte transpondere, så de kan identificeres.

- Vi kender alle risikoen med disse fly, og jeg har foreslået, at vi skal enes om, at transpondere bruges på alle fly i østersøregionen, siger Niinistö.

Ifølge det finske nyhedsbureau FNB erklærede Putin sig enig og vil diskutere det med Nato.

Men han betonede, at også Natos fly bevæger sig rundt i luften uden tændte transpondere.

Putin og Niinistö diskuterede også krisen i Ukraine og EU's sanktioner som svar på den russiske besættelse af den ukrainske halvø Krim og støtte til de prorussiske oprørere i det østlige Ukraine.

Men Putin nåede også at minde om, at Rusland kan være en snerrende nabo.

Hvis Finland bliver medlem af Nato, så vil Rusland rykke sine soldater frem til den finske grænse, sagde han.

- Tror I, at vi bare vil lade det være, som det er (i dag red) - at holde vores soldater 1500 kilometer væk, spørger han.

/ritzau/Reuters