Vladimir Putin kalder det »rent vrøvl«, at der skulle befinde sig russiske soldater i det østlige Ukraine. Han erkender dog, at Rusland greb ind på Krimhalvøen.

RUSLAND: Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde torsdag formiddag i en direkte TV-transmission, hvor han besvarede spørgsmål fra borgerne, at det er »rent vrøvl«, at der skulle befinde sig russiske styrker i det østlige Ukraine. Det skriver Reuters.

Flere vestlige lande har de seneste dage tilkendegivet, at de føler sig overbeviste om, at det er Rusland, der står bag destabiliseringen i det østlige Ukraine. Og ved en enkelt lejlighed har en officer helt åbent foran rullende kameraer præsenteret sig som officer i den russiske hær.

Putin betegner derimod Ukraines beslutning om at sende militærstyrker til det østlige Ukraine som »endnu en alvorlig forbrydelse« begået af regeringen i Kiev.

Til gengæld erkender Putin, at der er russiske soldater på Krimhalvøen, som har til opgave at »støtte lokale forsvarsstyrker«.

»Vi blev nødt til at tage nødvendige og uundgåelige skridt, så begivenhederne ikke udviklede sig, som det sker i øjeblikket i det sydøstlige Ukraine,« sagde Putin i TV-transmissionen ifølge Reuters.

Samtidig beskylder Putin den ukrainske regering for ikke at have forsøgt at få en dialog i gang med den russisktalende befolkning i landets østlige del. Ifølge den russiske præsident bør disse forhandlinger starte nu.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, mødes torsdag i Gèneve med sin amerikanske kollega, John Kerry, den ukrainske udenrigsminister, Andrij Desjtjysia, og EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, for at drøfte situationen i Ukraine.

Putin omtalte i TV-transmissionen dette møde som »særdeles vigtigt«.

Samtidig gav han udtryk for, at han mener, Rusland vil komme til en forståelse med Ukraine.

»Vi kan ikke undvære hinanden,« lød det fra den russiske præsident ifølge Reuters.