Pussy Riot-medlemmer flygter ud af Rusland
To af punkbandets medlemmer, som politiet har ledt efter siden dommen mod de tre fængslede medlemmer, skal være flygtet til et land uden udleveringsaftale med Rusland.
To af punkbandets medlemmer, som politiet har ledt efter siden dommen mod de tre fængslede medlemmer, skal være flygtet til et land uden udleveringsaftale med Rusland.
RUSLAND: For at undgå anholdelse og retsforfølgelse er to af det russiske punkband Pussy Riots medlemmer angiveligt flygtet ud af Rusland.
Bandet består af op mod 30 medlemmer, inklusive kunstnere og teknikere, og for nylig blev tre af bandets medlemmer idømt to års fængsel for »hooliganisme« i en kirke i Moskva, hvor de i en »punkbøn« bad Jomfru Maria om at fjerne præsident Vladimir Putin fra Rusland.
Politiet i Moskva har siden demonstrationen mod Putin i kirken eftersøgt de to medlemmer, som mistænkes for at have deltaget i kirkeaktionen.
- I forbindelse med eftersøgningen er to af vores medlemmer med succes flygtet ud af landet! De rekrutterer udenlandske feminister for at forberede nye aktioner, lyder det på en Twitter-profil med navnet »Pussy Riot Group«.
Ægtemanden til det fængslede Pussy Riot-medlem Nadezha Tolokonnikova bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at de to unavngivne medlemmer ikke længere befinder sig i Rusland.
- Siden politiet i Moskva sagde, at man leder efter dem, har de holdt lav profil. De er på et sikkert sted uden for det russiske politis rækkevidde, siger Nadezha Tolokonnikovas mand, Pyotr Verzilov.
Adspurgt direkte om det betyder, at de to medlemmer er flygtet til et land, som ikke har en udvekslingsaftale med Rusland, svarer Pyotr Verzilov:
- Ja, det tyder det på.
- Men man skal huske på, at 12-14 af de medlemmer, som stadig er i Rusland, aktivt deltager i bandets arbejde. Det er et stort kollektiv, siger Pyotr Verzilov.
Den toårige fængselsdom, som de tre medlemmer Nadezhda Tolokonnikova, Maria Alyokhina og Yekaterina Samutsevich modtog den 17. august mødte straks stor fordømmelse i det meste af den vestlige verden. På Christiansborg var man hurtig til at kritisere styret i Kreml, og musikalske verdensstjerner som Madonna og Sting har ligeledes kritiseret dommen for at være politisk.
Det ventes ifølge Reuters, at de tre fængslede Pussy Riot-medlemmer vil anke deres dom i næste uge.