RUSLAND: To medlemmer af aktivistgruppen og punkbandet Pussy Riot har sagsøgt den russiske stat på grund af dårlig behandling under deres knap toårige fængselsophold. Det skriver BBC.

Maria Aljokhina og Nadesjda Tolokonnikova har indgivet sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor kvinderne hver kræver et beløb svarende til godt 970.000 danske kroner, fordi de blandt andet mener, de er blevet udsat for tortur i fængslet.

Maria Aljokhina og Nadesjda Tolokonnikova hævder, at deres længerevarende tilbageholdelse og retssagen mod dem har overtrådt den europæiske menneskerettighedskonventions artikler, som forbyder tortur og garanterer ytringsfriheden, sikkerhed, frihed og en retfærdig rettergang. Rusland har underskrevet konventionen.

Aljokhina og Tolokonnikova var blandt fem Pussy Riot-medlemmer, der iført elefanthuer i februar 2012 forsøgte at udføre en stærkt kritisk sang om Ruslands præsident, Vladimir Putin, i en katedral nær Kreml. Deres optræden blev dog hurtigt afbrudt af ansatte i katedralen, og de to kvinder blev idømt to års fængsel for hooliganisme.

Kvindernes protestoptræden blev dækket af medier verden over, og særligt i Vesten har Pussy Riot-aktionen vundet sympati. Mange russere opfatter dog kvindernes handling som blasfemisk, og den er også blevet fordømt af den ortodokse kirke, skriver BBC.