En betjent er skudt og dræbt, og 120 demonstranter meldes sårede, under protester mod Venezuelas præsident.

Caracas. Venezuelas stadig mere militante opposition optrappede onsdag sin indsats mod at få præsident Nicolas Maduro afsat. Det skete med protester, der tiltrak flere hundrede tusinde over hele landet.

I sammenstød i delstaten Miranda blev en politibetjent skudt og dræbt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Imens melder lederen af oppositionskoalitionen MUD, Henrique Capriles, om flere end 120 sårede demonstranter og 147 anholdelser.

- Dette skal blive ved med at vokse sig større, sådan at regeringen forstår én gang for alle, at vi mener det, siger Capriles, der er tidligere præsidentkandidat.

MUD opfordrer til en 12 timer lang generalstrejke på fredag for at lægge pres på Maduro, som ifølge oppositionen er ansvarlig for landets elendige forfatning.

- Denne regering kommer til at falde, råbte mange demonstranter onsdag aften under protesterne, som oppositionen havde døbt "Overtagelse af Venezuela".

Det nationale valgråd i Venezuela besluttede i sidste uge at aflyse en mulig folkeafstemning. Den skulle få den 53-årige præsident til at træde tilbage før tid.

Venezuela befinder sig i øjeblikket i en dyb krise, hvor økonomien ventes at skrumpe med ti procent i år. Inflationen er blandt de højeste i verden.

Det har medført mangel på fødevarer og almindelige forbrugsvarer som toiletpapir.

Krisen er udløst af snart to år med drastisk faldende oliepriser, der fuldstændigt har slået benene væk under landet med verdens største oliereserve.

Den upopulære Maduro overtog magten i Venezuela, da den tidligere præsident, Hugo Chávez, døde af kræft i 2013.

Maduro har sagt, at han vil tage alle tilgængelige midler i brug, for at undgå at han bliver væltet ved et parlamentarisk kup, som han kalder det.

- Vi vil under ingen omstændigheder tillade et parlamentarisk kup i Venezuela, sagde han tirsdag til tilhængere i hovedstaden, Caracas.

/ritzau/