EUs nyvalgte præsident, Donald Tusk, får ingen politisk magt i EU, men kommer med et nyt perspektiv, fordi han i Polen har oplevet værre ting end en finanskrise, vurderer professor i statskundskab.

EU: Klimaforkæmpere og grønne politikere har ikke noget at frygte, selvom Polens kul-glade Donald Tusk til december sætter sig for bordenden i Bruxelles som EU-præsident. For trods den flotte titel bliver Tusk mest af alt en avanceret mødeleder, lyder det fra Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet.

»Han skal sætte dagsordenen på topmøderne, hvor stats- og regeringscheferne mødes, men hans job er ikke at trumfe sine egne politiske holdninger igennem. Hans opgave er at sikre, at der findes brede kompromiser. Det er en form for avanceret mødeleder, hvor han før møderne skal finde frem til, hvordan man kan lande de store problemer,« siger Peter Nedergaard.

Men selvom Tusk ikke kan trumfe sin stramme økonomiske politik og fokus på vedvarende energi igennem i resten af EU, vil han ifølge den danske professor stadig kunne sætte sit fodaftryk i Bruxelles.

»Han vil få indirekte betydning, fordi han har oplevet det kommunistiske styre i Polen og derfor har et andet perspektiv på begivenhederne i Europa. Han kan sætte tingene i proportion og sige: »Jeg har oplevet det, der er værre end en finanskrise, så vi skal nok komme igennem det«,« siger Peter Nedergaard.

Rent økonomisk ligger Tusks politik tæt op ad den stramme tyske linje, og han har vist, at han kunne styre Polen gennem finanskrisen med fin vækst.

»Polen har gjort det godt, især under hans lederskab. Man har haft vækst i en situation, hvor mange andre EU-lande ikke har haft det. Og så havde han et virkelig godt EU-formandskab i 2011. Han har noget at have det i, når han siger, at han kan løse problemer,« vurderer Peter Nedergaard.

Donald Tusk overtager formelt posten fra Herman Van Rompuy til december.