Det har været en hemmelighed i adskillige årtier, men nu er Kentucky Fried Chickens (KFC) opskrift på kylling (måske) blevet afsløret.

Det er den amerikanske avis Chicago Tribune, der har støvet opskriften op hos en efterkommer til fastfoodkædens grundlægger, Harland 'Colonel' Sanders.

Allerede i 1930 lavede stegte Harland Sanders kyllinger i sin amerikanske hjemstat Kentucky, hvor folk hurtigt fik smag for hans kokkerier. Det var dog først i 1952, at han lavede den første Kentucky Fried Chicken-restaurant, som siden er blevet til en kæde med næsten 20.000 restauranter spredt over hele verden.

I al den tid er det lykkedes at holde opskriften på kædens friturestegte kylling en hemmelighed, men det er måske forpurret nu. Egentlig skulle Chicago Tribunes journalist blot have researchet på fastfoodkædens oprindelse i Corbin i Kentucky, men så kom Sanders' nevø, Joe Ledington, til at tale over sig.

Den i dag 67-årige Ledington viste under et besøg stolt et billedalbum frem med et væld af billeder fra sin families historie. Heriblandt var billeder af Harland Sanders sammen med familien, dokumenter om arv og meget, meget mere.

Men nogle noter skrevet i blåt blæk bag på et af papirerne fangede Chicago Tribune-journalistens øjne. '11 krydderier - bland med to kopper hvidt mel,' stod der øverst. Og nedenunder stod der ganske rigtigt 11 ingredienser, som kunne ligne den sagnomspundne opskrift.

  • 2/3 spiseskefuld salt
  • ½ spiseskefuld timian
  • ½ spiseskefuld basilikum
  • 1/3 spiseskefuld oregano
  • 1 spiseskefuld sellerisalt
  • 1 spiseskefuld sort peber
  • 1 spiseskefuld tørret sennep
  • 4 spiseskefulde paprika
  • 2 spiseskefulde hvidløgssalt
  • 1 spiseskefuld stødt ingefær
  • 3 spiseskefulde hvidt peber

Og direkte adspurgt bekræftede Joe Ledington, at dette var den dybt hemmelige opskrift, som i årtier har dannet grundlag for den succesfulde kæde.

»Det er de originale 11 krydderurter og krydderier, der skulle være så hemmelige,« sagde nevøen ifølge Chicago Tribune med overbevisning i stemmen og tilføjede, at han flere gange havde lavet blandingen selv i onklens garage.

Efterfølgende er Joe Ledington vendt tilbage til avisen og har trukket lidt i land:

»Det kan godt være, det er den (originale opskrift, red.). Jeg ved det ikke med sikkerhed. Jeg har kun haft albummet i fire år, siden min søster gik bort.«

Meget mere hjælp fik avisen ikke, da man forsøgte at få verificeret opskriften hos 'Yum! Brands', der står bag KFC og flere andre fastfoodkæder. Her nægter man at svare klart ja eller nej på, om opskriften er ægte.

'Masser af folk har gennem årene påstået at have opdaget eller regnet den hemmelige opskrift ud, men ingen har haft ret,' skriver de til Chicago Tribune i en email.

Og så er der jo kun én måde at finde ud af, om opskriften lever op til de fastfoodkædens: Kom i gang i køkkenet!