Spanske detektiver har afleveret op mod 30 kasser med dokumenter vedrørende sagen om den lille britiske pige Madeleine McCann, der forsvandt fra en feriebolig i det sydlige Portugal i 2007. Spor, der måske kan føre til opklaring af, hvad der skete med den dengang tre-årige Madeleine.
LÆS OGSÅ: Kate McCann: Slip vores Maddie fri
Politiet har længe arbejdet med en teori om, at hun blev kidnappet, mens også pigens forældre har været under mistanke. Begge er blevet afhørt under mistanke af, at de skulle have dræbt deres lille datter.
Kan være et gennembrud
Den britiske pige er dog aldrig blevet fundet, men nu kan politiet være på vej mod et gennembrud.
- Vi har givet dem alle de dokumenter og oplysninger, vi har indsamlet over hele verden om Madeleines forsvinden, så de (Scotland Yard.red.) kan fortsætte de undersøgelser, vi gennemførte i Spanien, Marokko og resten af verden. Jeg mener, der er seks, syv eller otte meget vigtige spor iblandt, siger Francisco Marco, chef for det spanske agentbureau Controversial Metodo 3, ifølge The Sun.
LÆS OGSÅ: Kate McCann: Chancen for at finde Madeleine er forbedret
Madeleines forældre hyrede de spanske detektiver allerede kort efter Madeleines forsvinden, men ifølge agenterne nægtede portugisisk politi at samarbejde.
- Vi fik aldrig lov til at gøre et ordentligt stykke arbejde. Scotland Yard kan nu fortsætte med alt det arbejde, vi gjorde både i og uden for Portugal, fortæller Francisco Marco.
Satser på at finde Madeleine i live
Han vil ikke offentliggøre, hvilke spor de har overleveret, men understreger, at agentbureauet hele tiden har arbejdet ud fra et mål om at finde Madeleine i live.
LÆS OGSÅ: Maddies mor: Jeg blev mentalt voldtaget
Hovedmistanken går stadig på kidnapning, hvilket forstærkes af forlydender om, at en velklædt kvinde med australsk accent tre dage efter pigens forsvinden skal have stoppet en britisk turist i Barcelona.
- Er du her for at levere min nye datter?, skal hun have spurgt.






















