Øv. Nogle historier er desværre for gode til at være sande.

Barack Obama er kontrolleret og diciplineret. Den amerikanske præsident går op i, hvad han spiser og har ingen laster. Når han rigtig skal hygge om aftenen, så spiser han letsaltede mandler. Syv styk, for at være nøjagtig.

Det afslørede hans private kok angiveligt i et stort portræt af præsidenten i den anerkendte avis New York Times.

’Præsidenten benytter ikke koffein for at holde sig vågen. Han drikker sjældent te og kaffe, og han har oftere en flaske vand ved sin side end en sodavand. Hans venner siger, at hans eneste snack om aftenen er syv letsaltede mandler,’ skriver avisen og citerer derefter kokken Sam Kass for at sige:

»Michelle (Obama, red.) og jeg plejede altid at lave en joke: Ikke seks. Ikke otte. Altid syv mandler.«

Da historien ramte internettet, gik der selvfølgelig ikke længe, før det gik amok.

F.eks. kom en Twitter-bruger med en genial forretningsidé:

’Obamandler, som blot er pakker indeholdende syv mandler for en disciplineret snack,” skriver manuskriptforfatter Leila Cohan-Miccio bl.a.

Men nu skyder Barack Obama historien ned. Som Sam Kass ganske rigtigt selv siger i citatet, så var ’de syv mandler’ en intern joke mellem kokken, præsidenten og hans kone. Men som fremstod som en endegyldig sandhed i portrættet i New York Times.

Det fortæller den amerikanske præsident i hvert fald selv til NBC, skriver Metro.co.uk.

»Altså, Michelle og Sam Kass, som var vores kok, talte om mig en aften og gjorde grin med, hvor disciplineret jeg var, og at jeg ikke spiste chips eller et stykke kage. Og så siger Michelle: ’Ja, og han spiste lige syv mandler. Det var dét,’ som for at sætte en fed streg under det faktum, at jeg bliver nødt til at løsne lidt op. Og Sam fortalte om den joke til New York Times, og på en eller anden måde blev det fremstilles som om, at jeg tæller syv mandler,« siger Barack Obama.

Men som med alt andet verdens mægtigste mand siger, så er hans forsvar naturligvis blevet vejet – og for flere fundet for let.

Som Metro pointerer, så har vi næsten at gøre med endnu en ’fødselsattest’-sag.

I 2014 var en bunke kritikere med nuværende præsidentkandidat Donald Trump i spidsen ude efter Barack Obama, som de mente at vide måtte være født i det afrikanske land Kenya. Og som derfor ikke var juridisk i stand til at være USA's præsident.

Barack Obama måtte flere gange dokumentere, at han altså var født i den amerikanske ø-stat Hawaii – men tvivlerne stod fast: præsidenten løj.

Nu venter vi blot på beviserne i endnu en vigtig sag. Er Barack Obamas mandel-forsvar en udglattende løgn efter en uheldig afsløring?

Før præsidenten har delt en video, hvor han spiser mere end syv mandler, kan ingen vide sig sikre på noget som helst…