Direktøren for firmaet Mylan Pharmaceuticals har scoret en personlig formue på mere end 108 millioner. Det sker, efter virksomheden har skruet prisen på livsvigtig medicin i vejret.

Det er dyrt at være syg – og nu er det blevet dyrere. Den amerikanske virksomhed Mylan Pharmaceuticals, der også har et kontor på Amager, har nemlig sat prisen på den livsvigtige medicin EpiPen op - med hele 461 procent i USA. Det skriver NBC News.

En EpiPen er en selvudløsende engangssprøjte, som indeholder adrenalin og som bruges ved allergiske reaktioner. Er du for eksempel allergisk over for hvepsestik - så er det en god idé at gå rundt med en EpiPen. I tilfælde af en voldsom allergisk reaktion er det nemlig livsnødvendigt at få behandling hurtigt.

Direktøren for virksomheden, Heather Bresch, har siden nydt rigtigt godt af prisstigningerne. Faktisk er hendes personlige formue steget med mere end 108 millioner kroner – eller 671 procent - grundet de forhøjede priser. Men det er ikke kun hende, som scorer kassen på den enorme prisstigning. Hele direktionen har modtaget vilde lønstigninger, viser en gennemgang af tal fra virksomheden, NBC News har foretaget.

I 2007 købte virksomheden rettighederne til at producere den såkaldte EpiPen. I både 2008 og 2009 satte de prisen op med fem procent. I slutningen af 2009 forsøgte de sig sågar med en stigning på 19 procent yderligere. I årene 2010-2013 steg priserne kontinuerligt med 10 procent, inden de fra fjerde kvartal af 2013 steg med 15 procent – og sådan er det fortsat lige siden, indtil de 461 procents stigning blev nået.

Direktør i Mylan Pharmaceuticals, Heather Bresch. Artiklen fortsætter under billedet.

Foruden EpiPen har Mylan Pharmaceuticals sat prisen på syv produkter op med mere end 100 procent, ligesom 24 andre produkter er blevet mere end 20 procent dyrere, og det har fået virksomhedens aktier til at stige markant.

De er således steget med mere end 225 procent, og det har betydet, at virksomheden har sat flere penge af til lobbyisme, hvilket det kan vise sig at være en klog beslutning.

Der er nemlig ikke et billigere alternativ til Mylan Pharmaceuticals EpiPen, da den er patenteret, og det har fået bekymrede forældre til tasterne. Mandag tog den amerikanske senator Amy Klobuchar fat i sagen, og stillede et spørgsmål til den amerikanske ’Federal Trade Commission’ – et forbrugernævn der skal gøre op med konkurrenceforvridning. Så der kan snart blive brug for Mylan Pharmaceuticals lobbyister.

Prisstigningerne kommer ikke til at berøre de danske brugere. En EpiPen kostede inden prisstigningen 375 kroner i USA. Nu er prisen 2.100 kroner.