Storbritanniens prins Philip er indlagt på et hospital med smerter i brystet.

Prins Philip, den britiske dronning Elizabeths mand, er fredag blevet indlagt på et hospital.

Det meddeler Buckingham Palace.

Ifølge meddelelsen har den 90-årige prins smerter i brystet.

Prins Philip skal nu gennemgå en række test hos en hjertespecialist på Papworth-hospitalet i Cambridge i det østlige England, siger en talskvinde fra Buckingham Palace.

- Vi har ikke yderligere at tilføje i øjeblikket, siger talskvinden.

Det har ifølge Reuters ikke været muligt at få en kommentar eller oplysninger om den græsk-fødte prins' tilstand.

Prinsen befandt sig på Sandringham, dronningens besiddelse i Norfolk, da han fik smerter.

Sandringham er rammen om kongefamiliens jul.

Meddelelsen om hospitalsindlæggelsen kom ikke længe efter, at Buckingham Palace havde fortalt britisk presse lidt om, hvad dronning Elizabeth vil sige, når hun søndag klokken 16 dansk tid kommer med sit årlige julebudskab.

Hun vil, fortæller medierne, tale om familiens værdier og familien som institution.

Det vil hun gøre i et år, hvor hendes barnebarn prins William blev gift med Kate Middleton, og hvor kongefamilien også har fejret prins Philips 90-års fødselsdag.

Det var i juni, og det var en markering, der, som Philip altid har ønsket det, skete uden den store ståhej.

Prins Philips helbred har generelt været godt, og han har sin høje alder til trods fortsat en travl kalender

I øvrigt har dronning Elizabeth på 85 og prins Philip i dette efterår været på en længere rejse i Australien, hvor kongelige iagttagere talte om, at det nok var sidste gang, at det ikke længere helt unge kongepar var "down under".

Prins Philip blev født i 1921 på den græske ø Korfu. Inden han mødte Elizabeth, gjorde han tjeneste i den britiske flåde.

Kongeparret har fire børn, herunder tronfølger prins Charles.

/ritzau/Reuters