Markant færre mennesker forsøger at komme ulovligt ind i EU. Justitsminister Morten Bødskov (S) forklarer faldet med øget sikring af grænserne.

Den ulovlige indvandring til EU beskrives ofte som gigantiske bølger af fattige naboer, der skyller ind over grænserne til de relativt rige lande i det europæiske fællesskab.

Men efter en periode med voksende bølger, aftager de i styrke, viser en rapport fra Europa-Kommissionen, som i de kommende dage skal drøftes på et rådsmøde i Bruxelles. Det skriver Berlingske.

I april-juni 2012 blev omkring 23.000 personer opdaget, mens de ulovligt forsøgte at krydse grænserne til EU. Det er et fald på 44 procent i forhold til andet kvartal i 2011.

Faldet skal ifølge justitsminister Morten Bødskov (S) forklares dels med, at migrationspresset kulminerede under Det Arabiske Forår i 2011 med bevægelserne i Egypten, Libyen og Tunesien. Dels den EU-handleplan som medlemslandene efterfølgende vedtog.

- Danmark og EU står over for en af vor tids helt store udfordringer, når det gælder ulovlig indvandring. Men det ambitiøse arbejde, som vi satte i gang under det danske formandskab, ser faktisk ud til at gøre en forskel, siger Morten Bødskov til Berlingske.

Thomas Gammeltoft-Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, ser følgende forklaringer på udviklingen:

- Det arabiske forår peakede i 2011, og derfor sker der et fald i 2012 i presset på EU. Vi har også finanskrise, og det er blevet mindre attraktivt at tage til EU – derfor ser vi også alternative ruter til Brasilien og Argantina. Samtidig er grænsekontrollen blevet mere effektiv. Men man skal huske på, at tallet alene dækker over dem, som man opdager.

Blandt de konkrete tiltag i EUs handleplan er en aftale mellem EUs grænseagentur FRONTEX og Tyrkiet om at beskytte den græsk-tyrkiske grænse, som er selve den ulovlige motorvej ind i EU. Samtidig er indsatsen mod den omfattende brug af falske dokumenter og det sorte arbejdsmarked skærpet. Herhjemme har politiet i år gennemført aktioner i storkøkkener og andre arbejdspladser, hvor illegale indvandrere typisk er beskæftiget.

Men som samlet enhed lægger EU især kræfterne i Grækenland, hvor 56 procent af pågribelserne i perioden fandt sted og oftest af statsborgere fra Afghanistan, Bangladesh og Syrien. Det har øget presset på den græsk-tyrkiske grænse med 25 procent i forhold til andet kvartal i 2011. Og i forbindelse med Operation Shield blev der i august indsat 1.800 ekstra vagter ved grænsen.

FRONTEXs seneste risikoanalyse beskriver en tendens til, at bangladeshere arbejder lovligt i byggebrancherne i landene omkring Den Persiske Golf og derefter forsøger at komme ulovligt ind i EU. Samtidig beskriver agenturet, hvordan syrerne kan rejse ind i Tyrkiet uden visum og videre mod EU – en tendens, som vokser i takt krisen i Syrien.

Også bådflygtninge, som forsøger at krydse Middelhavet, er fortsat et problem. Mange somaliere forsøger at sejle fra Libyen til Malta. Og siden oktober har flere end 90 personer mistet livet i forsøget på at krydse farvandet mellem Marokko og Spanien.

Samtidig oplever de østlige EU-lande et betydeligt pres med forsøg på både ulovlig indvandring og indsmugling af blandt andet narkotika, benzin og cigaretter. For eksempel opdagede myndighederne i Slovakiet i juli en 700 meter lang tunnel fra den ukrainske by Uzhorod, under grænsen og ind på slovakisk territorium. Tunnellen var en sofistikeret konstruktion med bl.a. skinner og vogne til at sikre hurtig transport.