Filippinernes præsident mener selv, at hans krig mod kriminelle minder om Hitlers udryddelser af jøder.

Manila. Rodrigo Duterte er kendt for sine bombastiske udtalelser.

Denne gang vækker den filippinske præsident opsigt ved at sammenligne sin blodige krig mod kriminelle i Filippinerne med Hitlers forsøg på at udrydde jøderne under Anden Verdenskrig.

- Hitler massakrerede tre millioner jøder. Nu er der tre millioner stofmisbrugere (i Filippinerne red.). Jeg ville være glad for at slagte dem, siger Duterte fredag.

Den 71-årige Duterte blev præsident efter en jordskredssejr i maj.

Under valgkampen lovede han at sætte en stopper for Filippinernes store problemer med narkohandel.

Hans metode har været at tillade drab på filippinske narkohandlere. Det har indtil videre ført til, at mere end 3000 mennesker er blevet dræbt på tre måneder.

Dutertes brutale kamp mod de kriminelle vækker forargelse blandt vestlige regeringer og menneskerettighedsorganisationer.

Kritikken er dog prellet af på præsidenten, der har svaret igen ved at kalde den amerikanske præsident, Barack Obama, for en horeunge og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, for et fjols.

Han kritiserer fredag også EU og USA for ikke at foretage sig nok i forhold til flygtningekrisen, når de samtidig bekymrer sig om drabene på Filippinerne.

- Der er flygtninge, der undslipper fra Mellemøsten. I lader dem rådne op, og så er I bekymrede over 1000, 2000, 3000 dødsfald?, siger han.

/ritzau/AFP