Ugandas præsident opforder befolkningen til at passe på, efter den dødbringende Ebola-virus er gået i udbrud.

UGANDA: Stop med at trykke hånd, kysse hinanden og med at have sex.

Sådan lyder opfordringen fra Ugandas præsident til alle personer i landet, efter den dødelige Ebola-virus er dukket op og har kostet 14 mennesker livet.

Sundhedsministeriet i Uganda har oplyst WHO om, at Ebola-virus er i udbrud i Kibaale-distriktet i den vestlige del af landet.

Mindst 20 tilfælde inklusiv de 14 dødsfald er registreret siden udbruddets begyndelse i starten af juli. Den smitsomme virus dræber op mod 90 procent af alle smittede og spredes oftest ved kontakt med en afdød eller via kropsvæsker fra smittede.

Udbruddet får dog ikke WHO til at fraråde rejser til Uganda. Ifølge organisationen menes smitten at stamme fra en enkelt familie fra landsbyen Nyanswika, som ligger i et område, hvor ni af de 14 dødsfald har ramt.

I øjeblikket er to kvinder i 30erne indlagt på hospitalet, men deres tilstand vurderes at være stabil. Begge blev indlagt med symptomerne feber, opkast, diarré og kraftige mavesmerter.

Oplysningerne er ifølge WHO bekræftet af Ugandas Virus Research Institute i Entebbe.

Sundhedsministeriet arbejder for fuld damp for at få begrænset smitten, og der er nedsat en særlig national Ebola-enhed, der koordinerer indsatsen.

Et hold eksperter fra både ind- og udland, herunder Læger uden Grænser og WHO, er samlet for at hjælpe til.

Desuden er en særlig aflukket afdeling for personer, der mistænkes for at være smittet, blevet oprettet på hospitalet i Kibaale.