Hun har tidligere boet i Det Hvide Hus som USA's førstedame. Nu vil Hillary Clinton tilbage som præsident.

Philadelphia. For otte år siden tabte Hillary Clinton til Barack Obama, en ung senator fra Illinois, der dengang overraskende endte med at blive Demokraternes udkårne og senere hele USA's præsident.

Men anden gang blev lykkens gang for Clinton, der torsdag aften amerikansk tid officielt har takket ja til at blive Demokraternes præsidentkandidat på partiets konvent i Philadelphia i USA.

Det er med tunge poster og masser af politisk erfaring i bagagen, at 68-årige Clinton vil forsøge at slå Republikanernes kandidat, Donald Trump, og blive USA's første kvindelige præsident ved valget i november.

I otte år var hun førstedame i Det Hvide Hus, mens hendes mand, Bill Clinton, var præsident. Her var hun i modsætning til andre præsidentfruer meget involveret i politikudviklingen under sin mands præsidentperiode.

Efter det blev hun senator i New York. En post, som hun også bestred i otte år. Og fra 2009 til 2013 rejste hun verden rundt som udenrigsminister under præsident Barack Obama.

Magasinet The Economist har beskrevet Clinton som minister således:

- Som udenrigsminister fløj hun næsten en million mil (1,6 millioner kilometer, red.) og besøgte 112 lande.

- Hvis der opstår en udenrigspolitisk krise på hendes vagt, er der stor sandsynlighed for, at hun allerede har været dér, læst baggrundsnotaterne og drukket te med de lokale magthavere.

I februar 2013 trådte Clinton, som er født i Chicagos middelklasse i 1947, tilbage som udenrigsminister. Det gjorde hun, efter at hun i december året før fik en blodprop efter en hjernerystelse.

Men en dårlig sag fra netop tiden som udenrigsminister risikerer at hjemsøge Clinton i kampen mod Trump. I løbet af sin tid på posten benyttede hun en privat e-mail-server til at kommunikere i embeds medfør og sløsede dermed med sikkerheden.

Forbundspolitiet FBI har undersøgt sagen og afvist at åbne en kriminel efterforskning af Clinton, men FBI's topchef, James Comey, har betegnet Clintons håndtering af de følsomme oplysninger som "ekstremt skødesløs".

- Juridisk set er sagen lukket, men politisk set er den slet ikke lukket, sagde Jørn Brøndal, lektor på Center for Amerikanske studier ved Syddansk Universitet, tidligere til Ritzau.

Siden sin afgang som udenrigsminister har Clinton formået at holde sit navn i medierne ved at holde foredrag, rejse rundt og ved at udgive selvbiografien "Hard Choices".

Men efter et par år på sidelinjen blev hun atter klar til at gå efter at indtage verdens mest magtfulde hverv.

Hvis Clinton ender med at vinde valget, bliver hun ikke kun den første kvindelige præsident, men også den næstældste præsident nogensinde kun overgået af Ronald Reagan, som var næsten 70 år gammel, da han blev indsat i 1981.

Donald Trump er i øvrigt allerede fyldt 70 år.

/ritzau/