Den hviderussiske journalist og forfatter Svetlana Aleksijevitj modtager årets Nobelpris i litteratur. Hendes værker beskrives som litterære krøniker.

SVERIGE: Den 67-årige hviderussiske journalist og forfatter Svetlana Aleksijevitj modtager årets Nobelpris i litteratur.

Aleksijevitj belønnes »for sine polyfone skrifter, et monument til lidelse og mod i vor tid«. Polyfont betyder i denne sammenhæng, at et værk er opbygget af flere stemmer, og på sin hjemmeside beskriver Aleksijevitj netop, hvordan hendes bøger giver plads til flere menneskers beretning.

»Jeg har ledt efter en genre, der ville være mest hensigtsmæssig til at formidle min version af verden, til at formidle hvordan mine ører hører og mine øjne ser verden.«

»Jeg har prøvet det ene og det andet, og til sidst valgte jeg en genre, hvor menneskestemmer taler for sig selv. Rigtige mennesker taler i mine bøger om de vigtigste begivenheder i historien såsom krig, Tjernobyl-katastrofen, og om undergangen af et stort imperium,« skriver hun.

Svetlana Aleksijevitj er født i Ukraine og har en ukrainsk mor og en hviderussisk far. Hun voksede op i Hviderusland, hvor hun efter endt skolegang arbejdede som journalist. Journalistikken udviklede sig til litterære værker, som af nogen beskrives som en litterær krønike af den følelsesmæssige historie.

Selv skriver hun:

»Jeg registrerer ikke bare en tør historie af begivenheder og fakta, jeg skriver en historie af menneskelige følelser«.

Nobelprisen er indstiftet af den svenske kemiker Alfred Nobel og er verdens mest prestigefyldte civile hædersbevisning. Prisen blev uddelt første gang i 1901, og den går til personer, »som i det forløbne år har gjort menneskeheden den største nytte«.

Prisen overrækkes på Nobels dødsdag, 10. december, i Stockholm.