Vi er 99 procent sikre på, at vi har lokaliseret det hemmelige nazi-toget, siger myndighederne i Polen.

På et pressemøde fredag i den polske hovedstad Warszawa bekræftede en repræsentant for den polske regering, at de har set beviser på, at toget findes.

Nyheden om det mystiske nazi-guld-tog dukkede op i sidste uge efter, at to lykkejægere havde udpeget et sted i det bjergrige område omkring byen Walbrzych i det syd-vestlige Polen, hvor toget skulle være skjult.

De havde oplysningerne om toget fra en person, der i sin tid havde været med til at skjule det. Han afslørede hemmeligheden om toget på sit dødsleje.

LÆS OGSÅ:

Toget er ikke set siden 1945, hvor det forlod den østtyske by Breslau (nuværende Wroclaw), men det nåede aldrig frem til destinationen.

Det skriver Daily Mail.

Toget forsvandt ved slutningen af Anden Verdenskrig i 1945, da Den Røde Hær var ved at tappe Nazi-Tyskland for kræfter.

En talsmand for borgmesteren i Walbrzych sagde til CNN torsdag, at toget endnu ikke var blevet fundet, men at de to mænds udtalelser var nået til regeringsniveau og blev undersøgt af flere forskellige ministerier.

»Vi kan bekræfte, at hvis toget virkelig er, hvor de to mænd siger, at det er, så er det på Walbrzychs territorium.«

»På nuværende tidspunkt er toget endnu ikke lokaliseret, men vi tror på beviserne er så stærke, at vi må tage dem seriøst,« siger talsmanden til den amerikanske tv-station.

Men fredag er myndighederne tilsyneladende kommet et godt stykke videre i deres efterforskning af sagen.

Piotr Zuchowski fra det polske kultur- og nationalarvs ministerium sagde på pressemødet, at de polske myndigheder har set bevis for, at toget eksisterer på et billede.

Han forklarede, at billedet - omend sløret - viste omridset af et tog med platforme og kanoner.

»Informationerne om, hvor dette tog er, og hvad det indeholder blev afsløret på dødslejet af en person, som havde kendskab til hemmeligheden om toget.«

Han sagde også, at fundet af toget er uden fortilfælde og tilføjede:

»Vi ved ikke, hvad der er inde i toget.«

»Sandsynligvis militært udstyr, men sikkert også smykker, kunstværker og dokumenter.«

Pansrede tog blev på den tid brugt til at transportere ekstremt værdifulde genstande.

Piotr Zuchowski sagde på pressemødet, at myndighederne nu er 99 procent sikre på, at toget eksisterer, og at dets eventuelle indhold vil blive leveret tilbage til de rette ejere, hvis det er muligt at finde dem.