Polens regering vil anke dom, der skåner filminstruktøren Roman Polanski fra udlevering til USA.

Warszawa: Den fransk-polske filminstruktør Roman Polanski risikerer stadig at ende på anklagebænken i USA, som kræver ham udleveret for et seksuelt overgreb mod en mindreårig i 1977.

I november afviste den polske regering ellers at appellere en afgørelse fra byretten i Krakow, som en måned forinden havde erklæret et amerikansk krav om udlevering ugyldigt.

Men tirsdag meddeler Polens justitsminister, Zbigniew Ziobro, at han vil anke afgørelsen til højesteret, skriver det polske nyhedsbureau PAP.

Domstolen afgjorde i oktober sidste år efter flere udsættelser, at filminstruktøren ikke skal udleveres til retsforfølgelse i USA efter en episode for snart 40 år siden, da han havde sex med en blot 13-årig pige i skuespilleren Jack Nicholsons hjem i Los Angeles.

Sagen har tidligere kostet filmmageren husarrest.

I 2009 blev Polanski anholdt af politiet i Schweiz og sat i husarrest. Men han blev løsladt igen i 2010, da en domstol afgjorde, at han ikke skal udleveres til USA.

Først nægtede filminstruktøren at have haft ulovlig sex med den mindreårige. Men efter 42 dage i et sikret fængsel indgik han forlig med anklagemyndigheden.

Romanski tilstod at have haft sex - men ikke voldtægt.

/ritzau/Reuters