»Indkvarteringen var ulækker. Det var værre end Bed & Breakfast. Det var et skur.«

En af lederne af regionsrådet i skotske Aberdeenshire, Martin Kitts-Hayes, blev decideret tosset over de forhold, han blev budt i Legolands Wild West Hytter under en konference om jobskabelse i Nordsø-regionen i Billund, der blev holdt i juni. Martin Kitts-Hayes var så rasende, at han fik hele den skotske delegation til at forlade konferencen før tid på grund af indkvarteringens standard. Og det efter blot to timers indkvartering i Legoland.

»Der var et badeværelse - hvis du overhovedet kan kalde det et badeværelse. Man kan vel løst beskrive det som en bruser,« fortsatte Martin Kitts-Hayes i sin svada mod Wild West Hytterne ifølge Daily Record.

Misæren har siden udviklet sig til en kæmpe politisk skandale i regionsrådet, fordi det er kommet frem, at Martin Kitts-Hayes har forsøgt at dække over delegationens tidlige exit. Og fordi regningen på de i al hast bestilte flybilletter løb op i over 30.000 kroner - som vel at mærke ryger på skatteborgernes regning.

Martin Kitts-Hayes har nu taget konsekvensen af sin mildest talt uheldige fremtræden. Han trækker sig fra posten som leder af regionsrådet i Aberdeenshire. Det skriver BBC.

Artiklen fortsætter under billedet.

Martin Kitts-Hayes. (Foto: Aberdeenshire Council)
Martin Kitts-Hayes. (Foto: Aberdeenshire Council)
Vis mere

»I dag kan jeg bekræfte, at jeg har modtaget en underretning fra regionsrådsmedlem Kitts-Hayes, som ønsker at trække sig fra sin post som en af lederne af regionsrådet og formand for komiteen for politik og ressourcer,« siger Jim Savage, som er direktør for Aberdeenshire Council.

'Gør ikke Kitts-Hayes meget ære'

Flere ledende medlemmer af regionsrådet glæder sig over, at Martin Kitts-Hayes trækker sig. Men de er stærkt utilfredse med, at han først forlader sin post den 29. september.

»Det er en god nyhed, at regionsrådsmedlem Kitts-Hayes har taget ansvaret for sine handlinger og trukket sig, om end vi er mindre imponerede over hans beslutning om at opfinde en slags opsigelsesperiode og udskyde det (sin fratrædelse, red.) i fire fem uger,« siger det ledende regionsmedlem Jim Gifford.

Men især Kitts-Hayes' timing gør kollegerne i regionsrådet rasende. Han trækker sig få dage før et møde, som skulle diskutere turen til konferencen i Billund - og Kitts-Hayes' rolle i den pludselige beslutning om at tage hjem før tid.

»Denne fratrædelse skulle være kommet for længe siden, og det, at den kommer blot nogle få dage før det afgørende regionsrådsmøde, gør ikke Kitts-Hayes meget ære,« siger det ledende regionsmedlem Karen Clark.

Savner en uforbeholden undskyldning

Martin Kitts-Hayes har kritiseret beslutningen om at afholde mødet, som efter hans mening vil koste alt for mange penge at gennemføre på grund af rejseomkostninger og timebetaling til deltagerne.

Den snart forhenværende regionsrådsleder har erkendt, at det var 'en dårlig' beslutning at forlade konferencen i Billund i utide, men de andre deltagere på turen må kigge langt efter en decideret undskyldning fra Kitts-Hayes, som var manden bag den politiske skandale.

»Det er skuffende at han i sin udtalelse ikke giver en reel undskyldning, men igen virker til at forsøge at give andre skylden. Han har ikke formået at komme med en ordentlig undskyldning til de hårdtarbejdende og dedikerede medarbejdere i regionsrådet, som er blevet revet med ind i denne ballade, som han står bag,« siger Jim Gifford.

Konferencen i Billund drejede sig især om, hvordan man kan skabe flere jobs i Nordsø-regionen og hjælpe den kriseramte fiskeri, som også er en vigtig industri i Aberdeenshire. Men idet delegationen rejste hjem tre dage før tid, deltog skotterne ikke i diskussionerne.