Fire kvinder har mistet livet i en skudepisode i den amerikanske by Burlington i delstaten Washington. Det skriver flere internationale medier.

Der skal også være et ukendt antal sårede efter skyderiet, hvor de fire kvinder er dræbt. Antallet af omkomne har været op- og nedjusteret et par gange fra de lokale myndigheder. Men nu er det bekræftet, at fire er døde.

Skuddramaet fandt sted fredag aften lokal tid i staten, der ligger på den amerikanske vestkyst. Det foregik ved et indkøbscenter i Burlington ved navn Cascade Mall.

Flere amerikanske medier, herunder Fox News, er gået ud med et billede af den formodede gerningsmand, som de lokale myndigheder i Washington har offentliggjort. Den formodede gerningsmand er fortsat på fri fod. Og politiet mener, at der kun er tale om den ene person.

Endnu kendes motivet for skyderierne ikke.

Det lokale politi oplyser til Q13 Fox News, at gerningsmanden fortsat er på fri fod. Han nåede at flygte fra indkøbscentret Cascade Mall, før politiet ankom.

Politiet jagter umiddelbart kun en gerningsmand.

Vidner fortæller til tv-stationen Komo News, at en mand med et våben gik ind i butikken Macy's i indkøbscentret og begyndte at skyde.

Den formodede gerningsmand beskrives ifølge polititalsmand Mark Francis som en latinamerikansk mand klædt i gråt.

Indkøbscentret er evakueret, og politiet har afspærret alle veje til og fra centret.

Talsmand Mark Francis oplyser ifølge CNN, at de overlevende bliver fragtet med bus til en nærliggende kirke.

'EMS (redningsfolk, red.) er gået ind i indkøbscentret med en politieskorte for at nå frem til de sårede. Det sker, efter at de har fået grønt lys,' skriver han på Twitter.

Burlington ligger godt 100 kilometer nord for Seattle. Skyderiet blev anmeldt klokken 19.20 lokal tid.

Skyderiet sker, under en uge efter at ni mennesker blev såret i et knivangreb i et indkøbscenter i byen St. Cloud i Minnesota sidste lørdag. Her blev gerningsmanden efterfølgende skudt og dræbt af en politibetjent.

Angrebet i Minnesota efterforskes som en mulig terrorhandling.

Opdateres ...

/ritzau/