USA: Det var en »national terrorist«, som søndag formiddag lokal tid skød seks personer og selv blev dræbt i og ved et Sikh-tempel ved Milwaukee i delstaten Wisconsin. Det mener politiet, som nu er kommet frem til, at gerningsmanden formentlig handlede alene.- Den bedste oplysning er, at der kun var én bevæbnet mand, siger politichefen fra byen Oak Creek, hvor skuddramaet udspillede sig, John Edwards, på et pressemøde.Dermed sætter han en stopper for spekulationer om, at der kunne være flere gerningsmænd involveret. Desuden oplyser han, at templet nu er helt ryddet, men at der fortsat arbejdes på at gennemsøge området omkring det hellige hus.
Seks tempelgæster og gerningsmanden er dræbt, mens tre ifølge politiet i det nærliggende distrikt Greenfield er kritisk såret.
Den bevæbnede mand, der beskrives som en hvid mand i 30erne, skød mod en betjent, der blev såret, men var i stand til at besvare ilden.
- Det var en meget koordineret episode. Det var ikke tilfældigt, siger tempelmedlem Amardeep Kaleka til CNN.
Politichef i Greenfield, Bradley Wentlandt, fortæller, at fire blev skudt inde i templet, mens de sidste tre inklusiv gerningsmanden blev skudt udenfor.
USAs præsident, Barack Obama, er klar til at støtte en undersøgelse af skudepisoden ved Sikh-templet i Wisconsin. Det gjorde han opmærksom på i en udtalelse søndag eftermiddag lokal tid, hvor han også udtrykte sin »dybe bedrøvelse« over angrebet.
- Vi føler med familierne og vennerne til de, der er blevet dræbt eller såret, lød det i udtalelsen ifølge Reuters.
- Mens vi sørger over tabene, som fandt sted i et tempel, bliver vi mindet om, hvor meget vores land er blevet beriget af sikher, som er en del af vores bredere amerikanske familie.
Obama blev tidligere på dagen informeret om skuddramaet af sin antiterrorrådgiver, og siden har præsidenten løbende fået opdateringer om forløbet i byen Oak Creek ved Milwaukee.
Da skyderiet begyndte, forsøgte nogle af de voksne i templet at bringe børnene i sikkerhed i kælderen. Og nogle af tempel-gæsterne skulle have skrevet til pårørende, at de ikke vil kontaktes, da de gemmer sig.