Politiet i Los Angeles har nu afhørt en kvinde, der anklager komikeren Bill Cosby for at have forgrebet sig på hende, da hun var 15 år, i 90 minutter.

Det skriver nyhedsbureauet Associtated Press (AP).

Den i dag 55-årige Judy Huth, der tirsdag lagde sag an mod Bill Cosby, påstår, at den berømte skuespiller i 1974 under en Playboy-fest først drak hende fuld og derefter forgreb sig på hende.

Bill Cosby er en af verdens mest kendte komikere. I USA har den 77-årige komiker en særlig status, da han var den første sorte, der fik sit eget tv-show. Han har modtaget præsidentens frihedsmedalje, Kennedy-medaljen og bærer flere hæderstitler fra fornemme universiteter i Guds eget land.

Læs også:

Men den seneste tid er han kommet under stort pres efter anklager om, at han har begået adskillige seksuelle overgreb mod piger og kvinder for år tilbage, er kommet frem i medierne.

Anklagerne, der går verden rundt, afvises af Bill Cosby selv, mens amerikanerne spørger sig selv, om komikeren i dag bliver indhentet af fortiden - eller om er han udsat for et opsigtsvækkende karaktermord.

Men, spørger amerikanerne sig selv, har Bill Cosby levet et uhyggeligt dobbeltliv? Kan så mange kvinder være fyldt med løgn, huske forkert eller tage fejl? Kan en så populær mand, der er kendt for at bringe smil frem på millioner af menneskers læber, have gjort så modbydelige ting, som det påstås?

Den første sag om seksuelle overgreb så dagens lys tilbage i 2005, hvor Andrea Constand lagde sag an og påstod, at Bill Cosby i 2004 havde bedøvet hende med piller og derefter forgrebet sig på hende. I november 2006 lukkes sagen med, at Bill Cosby, ifølge CNN, betaler kvinden et ikke offentliggjort beløb.

Læs også:

Siden den første sag er flere sex-anklager kommet til. Op mod 20 kvinder har i dag anklaget Bill Cosby for alvorlige, seksuelle overgreb. Men hvorfor kommer disse anklager - der i de fleste tilfælde handler om overgreb, der skal være sket for mange år siden - først nu?

Forklaringen er angiveligt, at nogle kvinder har holdt mund, mens andre skal være blevet mødt med mistro, da de i eksempelvis 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne skal have fortalt familie og pårørende om de påståede overgreb.

Selv om komikeren benægter alt, har sagerne alligevel har sagen ramt ham, da hans kontrakter med eksempelvis tv-stationen NBC og streamingtjenesten Netflix er blevet revet itu. Samtidig er eftermælet på spil for den 77-årige verdensstjerne.

Og nu er politiet i Los Angeles gået ind i sagen. Jane Kim, politiets talsperson, siger ifølge AP, at efterforskere mødte Judy Hugh fredag, men var ellers tilbageholden med oplysninger om det 90 minutter lange møde.

Læs også:

Torsdag opfordrede politichef Charlie Beck alle, der mener, de har været udsat for overgreb fra Cosby om at melde sig til politiet uanset, om de påståede forbrydelser er så gamle, at de er faldet for forældelsesfristen.

Indtil videre har Bill Cosby afvist anklagerne mod ham. Men i denne uge gik han også til direkte modangreb. Ifølge CBS har komikerens advokat, Mark Singer, sagsøgt Judy Huth for afpresning.

Kvindens advokat skal have forsøgt at vriste 100.000 dollar ud af Cosby for til gengæld ikke at gå offentligt ud med sine anklager. Det beløb skal siden have vokset til 250.000 dollar.