Politiet forlænger fængsling af mistænkt kidnapper
Politiet i Wales har fået ekstra tid til at finde afgørende beviser mod den mistænkte i kidnapningssag.
Politiet i Wales har fået ekstra tid til at finde afgørende beviser mod den mistænkte i kidnapningssag.
Sagen drejer sig om den lille piges forsvinden mandag aften. Siden tirsdag eftermiddag har den mistænkte Mark Bridger siddet varetægtsfængslet.
Politiet vil bruge de næste timer på at afhøre den mistænkte endnu en gang og undersøge hans færden og brug af sociale medier i tiden omkring den lille piges kidnapning. Endnu en gang opfordrede efterforskningsleder Reg Bevan om hjælp fra borgerne.
- Igen appellerer jeg til offentligheden om at hjælpe os med at finde April. Hvis nogle har haft kontakt med mistænkte mellem mandag omkring 18.30 og tirsdag klokken 13.30, beder vi indtrængende om, at du kontakter os. Og med det mener jeg ansigt-til-ansigt, telefon, SMS, sociale medier, alt overhovedet, sagde Reg Bevan ifølge Sky News.
Det er under efterforskningen kommet frem, at den lille pige lider af sygdommen cerebral parese. Politiet vil ikke kommentere det, men Aprils gudmor har fortalt Sky News, at pigen har hårdt brug for sin medicin.
- Det er tredje dag, at April er væk hjemmefra, og hun er kun en lille pige. Hun har brug for medicin for hendes sygdom. Uden den vil hun have smerter. Jeg er så bange på hendes vegne og er desperat efter at få hende hjem igen, siger gudmoren Mair Raftree til Sky News.
Selv den engelske premierminister David Cameron er gået ind i sagen og udtrykker sin sympati med forældrene.
- Min dybeste sympati går til Aprils familie. Det her er en hver families mareridt, og det faktum at hun lider af cerebral parese, noget jeg kender lidt til fra mit eget barn, gør kun situationen værre, sagde han ifølge Sky News.
Samtidig opfordrede han alle til at komme med de mindste oplysninger, der kan få pigen hjem til sin familie.