I mere end et døgn nåede den 73-årige Vinnie at være savnet. Nu er hun fundet i god behold.

Den ældre kvinde, der er dement, forsvandt fra sit plejehjem på Nørrebro tidligt mandag morgen. Politiet fik anmeldelsen om hendes forsvinden klokken 06:33, så hun kunne være gået fra stedet mellem midnat og frem til efterlysningstidspunktet.

Tirsdag morgen oplyste vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi, at man ikke havde nyt i sagen.

»Der er desværre ikke sket noget. Vi har fået nogle henvendelser i sagen, men de har desværre ikke ført noget med sig. Så hun er stadig savnet,« sagde han.

Mandag aften fik politiet et tip om, at Vinnie var blevet set gå rundt på Klampenborgvej ved Dyrehavsbakken i Klampenborg. Politiet undersøgte tippet, men det lykkedes ikke at finde hende.

»Derfor vil vi stadig meget gerne høre fra folk, som måske har set hende, eller ligger inde med viden, der kan føre til, at vi kan finde hende,« sagde vagtchefen tidligere mandag.

Mandag formiddag omkring klokken 10 oplyser Københavns Politi på Twitter, at man nu har fundet Vinnie - og at hun er i god behold.