I videoen herover fortæller politichefen i Toronto om det, de ved om hændelsen og gerningsmanden på nuværende tidspunkt.

»Handlingen så helt sikkert bevidst ud.«

Sådan lød det fra Torontos politichef på et pressemøde natten til tirsdag dansk tid.

Her fremgik det også, at man nu har identificeret den mand, som sad bag rattet, da varevognen kørte ind i fodgængere.

Det drejer sig ifølge politiet om den 25-årige studerende Alek Minassian.

Selv om politiet stadig ikke kan eller vil udtale sig om et eventuelt motiv, lagde politichefen dog ikke skjul på, at man mener, der er tale om en bevidst handling.

Ti mennesker mistede livet og 15 blev kvæstede, da en varevogn mandag eftermiddag lokal tid kørte ind i tilfældige fodgængere i den canadiske storby.

Torontos politichef, Mark Saunders, oplyste på pressemødet, at den formodede gerningsmand ikke har kendte forbindelser til organiserede terrorgrupper, men at det spor naturligvis også indgår i efterforskningen.

Betjent undersøg varebilen, der skulle have ramt fodgængerne.
Betjent undersøg varebilen, der skulle have ramt fodgængerne. Foto: Cole Burston
Vis mere

Ralph Goodale, der er minister for national sikkerhed i Canada, siger, at episoden ikke har fået myndighederne til at optrappe sikkerheden på et nationalt niveau.

Chaufføren flygtede fra stedet, men blev senere anholdt.

Flere canadiske politikilder siger ifølge det amerikanske nyhedsmedie NBC, at gerningsmanden muligvis var psykisk syg.

Det er dog ikke bekræftet fra officielt hold.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, kalder mandagens episode et 'tragisk og meningsløst angreb.'

Det er et af de blodigste angreb i nyere canadisk historie, skriver nyhedsbureauet Reuters.

CNN citerer vidner for, at chaufføren blev ved med at køre, selv om han ramte flere personer, og folk skreg til ham, at han skulle stoppe bilen.

Det skete omkring 30 kilometer fra den centrale del af storbyen, hvor de store industrilandes udenrigsministre i G7-gruppen mødtes mandag.

Her bliver et af ofrene for tragedien hjulpet af andre fodgængere i Toronto, Canada 23. april 2018
Her bliver et af ofrene for tragedien hjulpet af andre fodgængere i Toronto, Canada 23. april 2018 Foto: SOCIAL MEDIA
Vis mere